23948sdkhjf

Spar på energien og få bedre bundlinje

Danske virksomheder kan spare for næsten 4 mia. kr. om året på energiafgifter. Manglende overblik og mistro til kommercielle tilbud står i vejen
Danske virksomheder kunne spare 3,9 mia. kroner til energiudgifter om året. Vel at mærke med investeringer, der forrenter sig med 50 pct. eller mere. Det viser beregninger fra den uvildige offentlige organisation Go’ Energi.

Alligevel halter mange små og mellemstore virksomheder bagefter og får ikke plukket de lavthængende frugter. Det skal et nyt energitjek lave om på.

- I junglen af energisparetilbud ved virksomhederne ofte ikke, hvor de skal begynde. Derfor har vi udviklet et overblikstjek, som viser vej til de største besparelser med de mindste investeringer. Virksomheden får et klart billede af, hvad der kan betale sig, siger projektleder Thomas Drivsholm fra Go’ Energi.

Useriøse sælgere

Det nye tjek er udviklet af Go’ Energis fageksperter uafhængigt af kommercielle interesser. Det udføres af energisynskonsulenter med flere tusind timers dokumenteret erfaring med energirådgivning for erhvervslivet.

Og det var lige, hvad der manglede for den nordjyske transport- og lagervirksomhed N.C. Christensen & Sønner – i daglig tale kendt som Hurup Thy.

- Vi er jo ikke eksperter i energitiltag og skal heller ikke være det. Så vi havde brug for hjælp udefra, men der ringer useriøse sælgere til os hver uge, så jeg er generelt skeptisk. Det kan være svært for os at vurdere kvaliteten af en rådgiver, hvis vi selv skal researche, og vi har heller ikke tid til at ligge og rode på nettet, siger logistikchef Frits Worm fra Hurup Thy.

For pengenes skyld

Frits Worm tøver ikke med at anbefale energitjek til andre virksomheder.

- Så snart du har nogle rimeligt store energiudgifter, kan et tjek hurtigt betale sig med de penge, man sparer bagefter, siger han og understreger, at for Hurup Thy skal det kunne betale sig.

- Vi må være ærlige og sige, at det er pengene, der tæller. Vi kan være nok så glade for miljøet, men hvis firmaet går under i forsøg på at spare på energien, er det jo ikke sjovt. Og der er ikke penge til noget ekstra for tiden, siger han.

Hurup Thys sparetiltag efter overblikstjekket sparer i første omgang virksomheden 55.000 kr. om året. Go’ Energi anbefaler overblikstjek særligt til virksomheder, der ikke er gået i gang med en omfattende energiindsats eller ikke ved, hvor deres energiforbrug ligger.

Energibesparelser i Hurup Thy

Gennemgangen af Hurup Thy viste et samlet sparepotentiale på omkring 100.000 kroner om året for investeringer på omkring 350.000 kroner vha. en række forslag:

• Rumvarme i lagre

• El til belysning

• El, vand og varme til vaskemaskine

• El til trykluft

Forslag om trykluft og vaskemaskine undersøges nærmere.

Rumvarme og belysning gennemføres med sikkerhed:

• Årlig energibesparelse: 13.000 kWh el og 150.000 kWh varme

• Årlig kontant besparelse: 55.000 kroner

• Engangsindtægt ved salg af energibesparelse: 42.000 kroner

• Investering: 185.000 kroner

• Årlig forrentning: 40 pct.

• Investeringens levetid: Min. 10 år

• Samlet besparelse i investeringens levetid: Min. 490.000 kroner

tøtte

Læs mere på goenergi.dk/tjek
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094