23948sdkhjf

Kan virksomheden overleve uden dig?

I et virksomhedstestamente kan du lægge den plan, der gør, at din virksomhed kan overleve hvis du bliver syg eller dør
Forestil dig, at du pludselig får en blodprop og er væk i morgen. Din familie og dine medarbejdere er i chok. Medarbejderne aner intet om bestillinger i ordrebogen, koder eller systemer. For du er den eneste, som har styr på det alt sammen.

Tanken kan formentlig få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange ejerledere i små og mellemstore virksomheder.
- Men det kræver faktisk ikke så meget at ændre på den følelse, siger erhvervsadvokat Kelvin V. Thelin fra ADVODAN i København og Holbæk. Han hjælper jævnligt små og mellemstore virksomheder med at skrive virksomhedstestamenter, som er lige præcis det redskab, der kan hjælpe i sådan en situation.

Et virksomhedstestamente er især relevant for ejerledere, der ikke har taget hul på planlægningen af et generationsskifte. Når man ikke har gang i et generationsskifte, så har man som regel heller ingen planer for, hvad der skal ske, når virksomhedens øverste hoved er væk.

Hvem gør hvad?
Helt konkret er virksomhedstestamentet den plan, der skal op af skuffen den dag, en ejerleder dør eller bliver uarbejdsdygtig.

- Når du skriver virksomhedstestamentet, skal du tænke en lang række praktiske ting igennem og komme med dine anvisninger og retningslinjer. Det er ikke et juridisk bindende dokument, men udelukkende et udtryk for dine ønsker, forklarer Kelvin V. Thelin.

- Planen kan f.eks. være med til at sikre den fortsatte drift i virksomheden, indtil en ny ledelse er på plads. Måske ønsker du, at en ledende medarbejder skal træde et skridt op og varetage den daglige ledelse i en periode. Eller måske er det en arving, der skal træde ind i virksomheden. Ikke mindst i perioden fra du dør, og indtil arven er fordelt, eller der er udpeget en bobestyrer. Alt det kan du beskrive mere eller mindre detaljeret i dit virksomhedstestamente, siger Kelvin V. Thelin.

Vedtægter og ejeraftale kan understøtte
Et virksomhedstestamente kan også beskrive mere overordnet, hvad selve målet med virksomheden skal være, når du ikke er der mere. Ønsker du fortsat drift og videreudvikling, eller skal det hellere være et kontrolleret salg?
Ifølge Kelvin V. Thelin kan du som ejerleder med stor fordel understøtte dine mål og ønsker i virksomhedstestamentet med en tilpasning af din virksomheds øvrige juridiske dokumenter, f.eks. vedtægter, ejeraftale og testamente.

- Via virksomhedens vedtægter m.v. kan du på forhånd sikre dig, at selskabet har en tegningsberettiget ledelse den dag, du ikke er der mere. Du kan også lave ændringer i ejeraftalen, så der er taget højde for, hvordan eventuelle medejere står, når du er væk. Får du styr disse forhold i god tid, undgår du en masse unødige udfordringer for din virksomhed, fremhæver Kelvin V. Thelin.


Hvor langt vil du gå?
- Hvor tæt du kommer på målet om at sikre af virksomhedens drift ved din død, afhænger af hvor langt du er villig til at gå. Der er en lang række forhold, du kan skrue på. F.eks. kan der også udarbejdes en ejeraftale, der skal gælde for kommende arvinger af virksomheden. Det sikrer, at arvingerne hver for sig er forpligtet til at følge din plan for virksomheden, siger Kelvin V. Thelin.


Et virksomhedstestamente sikrer:
• At din virksomhed fra dag et har en beslutningsdygtig ledelse, der ved, hvem der gør hvad.
• At den nye ledelse og arvinger kender dine ønsker til virksomhedens fremtidige strategi – fortsat drift, salg, generationsskifte eller andet?
• At dine kunder med sikkerhed ved, at din virksomhed fortsat kan levere den vare/ydelse, som de køber hos dig, uanset om du selv er til stede.
• At dine leverandører har sikkerhed for, at virksomheden ikke ender i fx likviditetsmæssige problemer på grund af din død.
• At dine efterladte ikke sidder tilbage i en kaotisk situation, hvor de risikerer at træffe beslutninger, der kan få negative konsekvenser for virksomheden.
• At der er taget stilling til, hvad der skal gælde mellem arvingerne af virksomheden.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079