23948sdkhjf

Se dig for før du skriver under på entreprise-kontrakten

MesterTip: Når du som håndværksmester indgår entreprisekontrakter med en bygherre eller en hovedentreprenør, skal du se dig godt for og vide, hvad du skriver under på
- Få alle aftaler og kontrakter på skrift, læs dem grundigt og få hjælp, hvis du ikke forstår det, der står.
Sådan lyder de generelle anbefalinger fra advokat med speciale i entreprisekontakter, Claus Winther Jensen fra ADVODAN i Horsens. Han er dog godt klar over, at det langt fra er alle håndværksmestre, der arbejder efter den model.

- Mange håndværksmestre går desværre ikke nok op i papirarbejdet. Måske har man arbejdet sammen med den samme bygherre eller hovedentreprenør i mange år, og der har aldrig været problemer. Men hvad sker der den dag, hvor I pludselig ikke længere kan blive enige? Som udgangspunkt kan du være sikker på, at du som den lille part i en tvist, er ringere stillet end modparten, der oftest også er den, der laver kontraktudkastet, siger Claus Winther Jensen til Mester Tidende.

Seks gode råd
Han giver her seks vigtige råd til den gode entreprisekontrakt, der kan sikre et velfungerende og juridisk sikkert samarbejde med en bygherre eller en hovedentreprenør.

1. Forrang - aftal dokumentrækkefølgen ved fortolkningstvivl
Sørg for at skrive ind i entreprisekontrakten i hvilken rækkefølge aftalens dokumenter skal have forrang. Skal kontrakten eksempelvis gælde forud for AB 92? Skal udbudsmaterialet gælde forud for standardforbehold indskrevet i entreprisekontrakten? (Et eksempel på forrang kan være: entreprisekontrakt, entreprenørens tilbud, bygherrens udbudsmateriale, AB 92/ABT 93, Håndværksrådets standardforbehold). Hvis du samarbejder med udenlandske entreprenører, kan I også aftale, at det altid er den danske udgave, der gælder, hvis der opstår fortolkningstvivl.

2. Aftal garantistillelse og løbende fakturering
Det kan virke simpelt, men sørg altid for at aftale, at din kontraktpart stiller garanti på mindst 10 % af entreprisesummen. Kombineret med en aftale om ret til løbende acontofakturering, giver det dig god sikkerhed for at få penge for dit udførte arbejde. Det er dog vigtigt at huske på, at det skal fremgå på skrift, at I har aftalt ret til acontofakturering.

3. Aftal størrelsen på dagbøder på forhånd
Det er meget almindeligt, at en bygherre eller en hovedentreprenør kræver dagb der ved forsinkelse på et byggeri. Når det er tilfældet, er den nemmeste løsning for alle, at I aftaler størrelsen på dagbøderne på forhånd. Praksis på området er 1-1,5 promille af kontraktbeløbet pr. dag. Hvis ikke dagbøderne er fastsat på forhånd, kan det være svært at opgøre et økonomisk tab ud fra de almindelige erstatningsregler i danske lovgivning. Derfor kan du som entreprenør godt have en fordel i, at der slet ikke aftales dagbøder.

4. Aftal AB 92 /ABT 93 hele vejen ned i kæden
Hvis du selv bruger underentreprenører på en byggesag, er det en stor fordel for dig, hvis du kan medinddrage dem, hvis der opstår en klagesag. Det er automatisk sikret, hvis I som en del af jeres indbyrdes kontrakt har aftalt, at AB 92 eller ABT 93 gælder – og hvis det er gældende i dit hovedkontraktforhold.

5. Få altid aftaler om ekstraarbejder på skrift
Som professionel entreprenør bør du have udarbejdet en standard aftaleseddel, som hurtigt kan udfyldes med en beskrivelse af det aftalte ekstraarbejde og underskrives af begge parter. Alternativt skal I lave en aftale via e-mail, så du har dokumentationen i orden. Har du glemt at få aftalen på skrift, er det altid en god idé at sende en efterfølgende mail, hvor du blot bekræfter indholdet af jeres eventuelt mundtlige aftale. Det bør desuden altid fremgå af entreprisekontrakten hvilke personer, der er berettiget til at indgå aftaler om ekstraarbejder.

6. Værneting – aftal hvor uenigheder skal behandles
Skal en voldgiftsklausul være en del af kontrakten? Det er udgangspunktet, hvis I aftaler, at entreprisekontrakten skal reguleres af AB 92. Hvis der ikke er en voldgiftsklausul, skal du som udgangspunkt anvende de almindelige domstole. Voldgift kan dog aftales efter tvistens opståen. Det er typisk hurtigere at føre en voldgiftssag, og der er ikke offentlighed om voldgiftssagens indhold – til gengæld skal du være opmærksom på, at du ikke kan anke en afgørelse i en voldgiftssag.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094