23948sdkhjf

Voldsom arbejdsulykke på Aarhus Havn giver strakspåbud

Arbejdstilsynet har reageret på arbejdsulykken på Aarhus Havn, hvor 37-årig mand fra APC Byg Aps under montering af betonvægge fik et element ned over sig
Det er endnu uklart, hvad der præcist førte til arbejdsulykken på boligbyggeriet ved Grete Løchtes Gade i den nordlige del af Aarhus Havn, der indtraf torsdag eftermiddag ved 16.30 tiden.

”Man har været i gang med at montere nogle vægge, og på et tidspunkt vælter en af dem ned over manden, som kommer alvorligt til skade”, siger politikommissær ved Østjyllands Politi, Vagn Martinussen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Der er tale om en 37-årig mand fra Odense, der arbejder for byggevirksomheden APC Byg Aps, som hurtigt bliver frigjort, da en kranfører på pladsen kommer til hjælp og får løftet elementet væk.

Manden bliver efterfølgende kørt på hospitalet, hvor han bliver lagt i kunstig koma, hvilket ikke er usædvanligt ved alvorlige ulykker, oplyser Vagn Martinussen.

Hos APC Byg Aps bekræfter indehaver Allan Christensen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der er tale om en af deres ansatte, men virksomheden ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Flere reaktioner

Hos Arbejdstilsynet oplyser man, at der er afgivet et strakspåbud om at standse arbejdet med montage af betondæk, indtil arbejdet kan foregå fuldt forsvarligt.

Desuden er der med Arbejdstilsynets ord ”rejst grov overtrædelse”, hvilket betyder at sagen er sendt direkte til juristerne, der kigger på, om der er grundlag for en retslig tiltale.

Herudover er der givet påbud for manglende instruktion, da der ikke findes manual for montering, og der er givet forbud mod at færdes i område, hvor der udføres kranarbejde. Her er der også ”rejst grov overtrædelse”, og punktet er sendt videre til vurdering hos Arbejdstilsynets jurister.

Reaktionerne er varslet over for arbejdsgiver, og Arbejdstilsynet har nu nogle dage til at skrive dem færdig, lyder det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112