23948sdkhjf

Entreprenør fundet til 300 meter højbane

Konsortiet Hochtief og Züblin skal også bygge anden etape af Nordhavnsmetroen i København.
Fredag godkendte Metroselskabets bestyrelse vinderen af den foreløbig sidste kontrakt på Nordhavnsmetroen.

Den cirka 300 meter lange højbane og højbanestationen Orientkaj skal anlægges af entreprenørkonsortiet Hochtief og Züblin, som også bygger første del af Nordhavnsmetroen. Udover Hochtief og Züblin var også NCC, Aarsleff og CG Jensen med i opløbet.

- Vi har haft fire stærke og højt kvalificerede bud fra erfarne selskaber. Nu kan vi tage fat på næste etape i arbejdet med at bygge mere metro i Nordhavnen til gavn og glæde for den nye bydels kommende beboere og virksomheder. Der er tale om en kontrakt, der stiller krav til høj teknisk ekspertise og erfaring med samme type konstruktioner. Vi ser frem til samarbejdet, siger projektdirektør Mikkel Kjær Jensen.

Efter godkendelsen i Metroselskabets bestyrelse skal de sidste udeståender i kontrakten forhandles endeligt på plads i de kommende uger. Kontrakten, der omfatter højbanen og Orientkaj station, har en værdi i omegnen af 100-125 millioner kroner.

Den nye metrolinje til Nordhavnen vil strække sig over 2,3 kilometer, hvoraf cirka to kilometer af strækningen anlægges som tunnel, mens de sidste 300 meter anlægges som højbane. Nordhavnsmetroen får to stationer: Nordhavn og Orientkaj, og den samlede pris er omkring tre milliarder kroner.

Der er planlagt flere metrostationer i Nordhavnen. Der er dog ikke taget endelig stilling til den præcise placering af dem endnu.

Når den nye metrolinje til Nordhavnen åbner ved årsskiftet 2019/20, vil passagererne få direkte forbindelse til de centrale bydele i hovedstaden, som Cityringen til den tid betjener. Dermed vil metroafgreningen til Nordhavn medvirke til at udvikle en helt ny bydel med cirka 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser tæt på København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203