23948sdkhjf

Nu kan gipsloftet regulere temperaturen

Med Byggeriets Energipris i ryggen går Knauf på markedet med sit innovative ”Comfortboard”. Første danske ordre er leveret.
Efter næsten ti års forarbejde har Knauf netop lanceret verdens første temperaturregulerende gipsplade i Danmark.

Det skete på Byggeri ’16 i Fredericia tidligere i denne måned, hvor Knauf Comfortboard tilmed vandt Byggeriets Energipris.

- Feltet i år var meget stærkt. De nominerede produkter afspejler alle den tendens, som vi hos Knauf arbejder henimod: At vi som producent og udvikler af byggematerialer fortsat arbejder på at optimere vores intelligente byggematerialer, så de har en stærk miljøprofil og bringer mest muligt værdi til kunden, siger administrerende direktør Morten Søborg.

Mikroskopiske perler med voks
For det blotte øje ligner Knaufs nye Comfortboard en traditionel gipskartonplade. Men skinnet bedrager. Produktet indeholder et faseskiftende stof; mikroskopiske PCM-perler med en kerne af voks, der fungerer som lagringsenhed og bidrager til at regulere rummets temperatur.

Er temperaturen over 23 grader Celsius bliver perler aktive, kernen smelter og kapslerne lagrer energien. Er temperaturen lavere end 23 grader Celsius sker det modsatte. Kernen størkner, afgiver den oplagrede varme til rummet og er dermed klar til næste temperaturstigning.

Ifølge produktchef Bjarne Kristiansen opnår en Comfortboard-plade på 12,5 mm. den samme varmeakkumuleringskapacitet som 135 mm varmeisolerende teglblokke, 80 mm kalksandsten eller 90 mm porebeton.

- Det er en gipsbyggeplade, som snildt vil kunne erstatte det lag gips, som vi ellers skulle lægge ind i loftet eller den øvre del af væggen. Det skal ligge tæt overfladen af konstruktionen for at effekten kommer tilstrækkeligt hurtigt. Jo større flade, desto bedre virkning og effekt, forklarer Bjarne Kristiansen.

Energipris skal åbne døre
Et stort udviklingsbudget og en avanceret materialesammensætning betyder, at Knauf Comfortboard sendes på markedet med en relativt høj kvadratmeterpris. Derfor vil Energiprisen blive brugt aktivt, når bygherrer og rådgivere skal overbevises om at skifte de velkendte løsninger ud med et ubeskrevet produkt, som endda er dyrere i indkøb.

- Byggebranchen er meget traditionsbunden, og det er svært at komme med noget nyt, som er dyrere end det, man kender i forvejen. Men vi tror på produktet, og Energiprisen giver os mulighed for at markedsføre det i Danmark, siger Bjarne Kristiansen.

Ifølge administrerende direktør Morten Søborg bliver det med budskabet om, at et byggeri er mere end blot prisen for selve opførelsen. Det er den samlede pris for opførelse, drift og demontage.

- Vi argumenterer for, at vi i byggebranchen bør indregne den samlede totaløkonomi for en bygning og i valget af byggematerialer. Det giver langt større incitament til at optimere på de løbende driftsudgifter, herunder at bruge passiv klimaregulering og produkter med særlige egenskaber, siger han.

Det 18.000 kvadratmeter store Skanderborg Fælled med kommuneadministration og idræt er Knaufs første danske reference på Comfortboard. Bygherren, Skanderborg Kommune, har i samråd med sine rådgivere indkøbt 400 kvadratmeter af det temperaturregulerende gipspladeprodukt. Knauf har også indledt samarbejde med universitetet i Göteborg, der vil anvende Comfortboards i et forskningsprojekt med klimahuse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112