23948sdkhjf

Virksomhederne synes det er nemt og billigt at låne penge

60 procent af landets virksomheder er godt tilfredse med finansieringsmulighederne. De synes det er nemt og billigt at låne penge i banken. Det viser DI´s nyeste undersøgelse af finansieringsklimaet marts 2016.
Virksomhederne svarer også i marts 2016, at det er både nemt og billigt at låne penge. Det har dog ikke fået dem til at udnytte mulighederne for at låne flere penge. Der er samlet set kun en svag vækst i mængden af lån til virksomhederne.

Det rokker ikke ved at 60 procent af landets virksomheder er tilfredse med lånemulighederne. Der er en klar overvægt af virksomheder, der vurderer finansieringsklimaet som godt eller meget godt. Virksomhederne finder det muligt at låne penge på gode betingelser.

Det er dog ikke det samme som, at de låner flere penge.

”Renten på de lån, virksomhederne allerede har optaget, fortsatte nedad i fjerde kvartal sidste år, og faldet er fortsat ind i januar 2016 og har holdt det historisk lave niveau i februar. Det betyder lavere renteomkostninger, hvilket øger bundlinjen hos virksomhederne. Den faldende rente understøtter og forklarer dermed virksomhedernes positive opfattelse af prisen på kapital,” siger underdirektør Kent Damsgaard, DI, til idag.dk.

DI har siden finanskrisen satte ind i 2008 gennemført kvartalsvise undersøgelser af finansieringsklimaet. Da finanskrisen kom, mærkede virksomhederne straks kreditklemmen.
Nationalbanken laver også en tilsvarende undersøgelse af finansieringsklimaet. Den spørger ikke virksomhederne om lånemuligheder, men derimod bankernes kreditchefer. Den seneste undersøgelse fra december 2015 viste en klar overvægt af kreditchefer i bankerne, der forventede at stramme kreditpolitikken for erhvervsudlån i første kvartal 2016.

”Vi var ret spændte på, om vores nye undersøgelse blandt virksomhederne ville bekræfte den tendens. At det ville blive vanskeligere for virksomhederne at få finansieret deres projekter gennem lån i banken. Men det er ikke tilfældet. Virksomhederne vurderer finansieringsklimaet på samme positive niveau i marts 2016 som sidste år. Virksomhedernes vurderinger ligger fortsat på et historisk højt niveau, og det tyder på, at det er relativt nemt og billigt at låne penge,” siger Kent Damsgaard.

Det er kun 14 procent af virksomhederne, der vurderer mulighederne og betingelser for et lån som dårlige eller meget dårlige.

De store virksomheder mest positive
Virksomhederne med over 100 ansatte har i marts 2016 de mest positive vurderinger af omkostningerne ved at låne. To ud af tre af de største virksomheder finder prisen på kapital god eller meget god, og kun 8,5 procent vurderer prisen som dårlig eller meget dårlig.

Kommer man ind på de mindre og mellemstore virksomheder er opfattelsen langt fra positiv.

”De mindste virksomheder er de mindst positive i forhold til prisen på kapital. Der er dog stadig flere virksomheder med 1-20 ansatte, der er positive eller neutrale i deres vurdering af prisen end negative. Ca. 30 procent vurderer prisen som dårlig eller meget dårlig og 40 procent vurderer prisen som god eller meget god. Der er således fortsat en del af de mindre virksomheder, som synes omkostningerne ved at låne er for høje,” siger Kent Damsgaard.

Virksomhederne med over 100 ansatte er også de mest positive i forhold til lånemulighederne. Det er næsten tre ud af fire af de største virksomheder, der mener, mulighederne for lån er gode eller meget gode. Kun 7,5 procent af dem vurderer lånemulighederne som dårlige eller meget dårlige.

De mindste virksomheder er igen de mest negative i deres syn på lånemulighederne. Det er dog alligevel næsten halvdelen af de mindste virksomheder, som finder mulighederne for at låne gode eller meget gode. Hver fjerde af de mindste virksomheder synes, at lånemulighederne er dårlige eller meget dårlige.

”Undersøgelsen viser også, at der er forskel på at være en mindre eller mellemstor virksomhed og en stor virksomhed, når de går i banken. Gabet mellem de små og de store virksomheder er tydeligt og har været det gennem længere tid. Bankerne forklarer det med, at der er en overvægt af små og mellemstore virksomheder med en tynd egenkapital. Det kan være medvirkende til, at de små virksomheder har sværere ved at få bankerne med til at lånefinansiere projekter og at få det til en ordentlig rente,” siger Kent Damsgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125