23948sdkhjf

Husk deadline for årsrapporten og undgå bøder

3.000 kroner pr ledelsesmedlem. Det er prisen, hvis et selskab ikke overholder fristen for at indsende årsrapporten til Erhvervsstyrelsen
De danske selskaber har som udgangspunkt fem måneder fra afslutningen af deres regnskabsår til at indsende deres årsrapport til Erhvervsstyrelsen. De fleste virksomheder følger kalenderåret og har regnskabsafslutning 31. december. Dermed udløber fristen for at indsende årsrapporten den 31. maj ved midnat.

Overholder et selskab ikke den deadline kan det resultere i bøder til virksomhedens øverste ledelse, advarer FSR – danske revisorer.

”Får man sendt årsrapporten for sent afsted, så kan Erhvervsstyrelsen udskrive en afgift på 3.000 kroner pr medlem af selskabets øverste ledelse. Afgiften sender styrelsen personligt til alle medlemmer af bestyrelsen eller direkte til direktionen, hvis det er en virksomhed uden bestyrelse,” forklarer chefkonsulent hos FSR – danske revisorer, Sara Sayk og uddyber:

”Når afgiften er personlig, skal den betales af den person, den er sendt til. Det vil sige, at man som bestyrelsesmedlem selv skal til lommerne, man kan ikke bede selskabet betale afgiften. Dermed afspejler afgiften også, at det er den øverste ledelses ansvar, at årsrapporten er på plads. Det ansvar gælder også, selvom man blot har takket ja til en ”proforma-post” i naboens iværksætterselskab.”

Banken kigger med
Det er typisk mere end 10.000 selskaber, som ikke får indsendt årsrapporten til tiden. I 2011 afleverede cirka 14.000 ud af de mere end 200.000 danske selskaber årsrapporten mere end 30 dage for sent.

”Det er ikke kun Erhvervsstyrelsen, som holder øje med, hvornår selskaberne indsender årsrapporten. Bankerne og andre kreditorer har også et øje på, om årsrapporten kommer til tiden. Hvis der er problemer med at overholde fristen kan det indikere problemer med driften eller manglende styr på tingene. Begge dele kan påvirke kreditvurderingen negativt, hvis selskabet ikke har en god forklaring. Så man sender som virksomhed et godt signal, når man indsender sit regnskab i tide,” siger Sara Sayk.

Sendes til tvangsopløsning
Når en årsrapport ikke er afleveret til tiden, sender Erhvervsstyrelsen et rykkerbrev. Et par tusinde virksomheder bliver årligt sendt til tvangsopløsning, fordi selskaberne ikke reagerer på rykkerbrevet og får afleveret deres årsrapport. Sker det, kan en hurtig reaktion få genoptaget selskabet, men det er ikke omkostningsfrit.

”Tvangsopløsningerne er en del af det, man kan kalde selskabshygiejnen i Danmark. De sikrer, at inaktive selskaber lukkes ned. Men der er også tilfælde, hvor ejeren ikke ønsker at få tvangsopløst sit selskab. Sker det har man mulighed for at få selskabet genoptaget ved at sende en ansøgning til Erhvervsstyrelsen. Gør man det, er det blandt andet et krav, at en revisor skal afgive en erklæring om, at selskabets kapital er til stede, og at der ikke er ulovlige aktionærlån. Ud over udgiften til revisor kan der også være krav om, at ejerne indskyder flere penge i selskabet for at overholde kravet om, at selskabets kapital skal være tilstede,” siger Sara Sayk.

Hvad sker der, hvis en virksomhed afleverer årsrapporten for sent?

Har en virksomhed ikke indsendt årsrapporten senest fem måneder efter regnskabsårets afslutning, sender Erhvervsstyrelsen et rykkerbrev – et påkrav – om indsendelse af selskabets årsrapport senest otte hverdage fra brevets datering.

Hvis selskabet indsender årsrapporten inden denne frist, er der ingen konsekvenser fra Erhvervsstyrelsen. Hvis selskabet ikke overholder ottedagsfristen, bliver alle i selskabets bestyrelse pålagt en afgift. Hvis selskabet ikke har en bestyrelse, vil selskabets direktion få afgiften. Afgiften kan højst være på 3.000 kr. per person.

I påkravsbrevet fra Erhvervsstyrelsen indgår desuden en anden frist på fire uger. Hvis ikke selskabets årsrapport er indsendt inden fire uger efter påkravsbrevets datering, kan Erhvervsstyrelsen oversende selskabet til tvangsopløsning ved skifteretten.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078