23948sdkhjf

Tusindvis af selskaber etableret for 1 krone

Succes eller fiasko: På mindre end 2½ år er der skabt 20.000 iværksætterselskaber i Danmark. Men kun en forsvindende lille procentdel bliver til anpartsselskaber.
Siden 1. januar 2014 har det været muligt at skabe et såkaldt iværksætterselskab (IVS) for et indskud på bare 1 krone. Det tilbud har 19.954 danskere valgt at gøre brug af, og det gør IVS’erne til den hastigst voksende selskabsform herhjemme.

Det viser en ny analyse af udviklingen i omfanget af iværksætterselskaber og andre selskabstyper, som kreditvurderingsinstituttet Experian har udarbejdet for Dansk Erhverv og FSR – danske revisorer.

- Danskerne har virkelig taget IVS-selskaberne til sig. Selskabsformen har gjort det både nemt, billigt og hurtigt at komme i gang med at drive virksomhed. Mulighederne for at springe ud i et iværksættereventyr har aldrig været nemmere, siger Sigurd Schou Madsen, der er Erhvervspolitisk konsulent med ansvar for iværksætterområdet i Dansk Erhverv.

Skabertrangen er størst
Noget tyder dog på, at skabertrangen er større, end evnen til at drive virksomhed. Ifølge reglerne skal IVS’et spare 25 procent af sit årlige overskud op, indtil selskabskapitalen sammenlagt udgør 50.000 kr. Herefter kan selskabet omdannes til et anpartsselskab (ApS), hvor startkapitalen netop er 50.000 kr.

Dette sker dog ikke i særlig stort omfang indtil videre. I de fire første måneder af 2016 har bare 13 selskaber taget turen fra IVS til Aps, og i løbet af hele 2015 blev bare 163 IVS’ere omdannet til et Aps. Det svarer til mindre end 2 procent af de IVS’er, der blev skabt sidste år.

Læs også: Iværksætterselskaber for 1 krone en realitet

Analysen viser også, at den gennemsnitlige kapital, som er indskudt i et IVS ved etableringen, ligger omkring 2.500 kr. Det er dog en mindre mængde af selskaber, der trækker gennemsnittet op. Således indskød mere end 8.000 IVS’er kun den krævede enkrone ved etableringen.

- Den lave indskudskapital betyder, at disse nye virksomheder ikke er særligt robuste over for uforudsete begivenheder. Det siger sig selv, at der ikke skal meget til, før fundamentet vakler. Jeg havde gerne set, at der var lidt større ambitioner. Vi vil gerne skabe en nem start, men en selskabskapital på én krone signalerer hverken vækst eller robusthed, siger Tom Vile Jensen, Erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisorer.

Risikovillig kapital et krav
Af de 6.310 IVS’er, der blev stiftet i 2014, var de 5.521 stadig aktive pr. 30. april 2016 Det svarer til, at 88 procent af IVS’erne fra 2014 stadig er aktive i dag. Det er en lidt mindre andel end for anpartsselskaber (92 procent) og aktieselskaber (95 procent)

Læs også: Direktør: Iværksættere skal tage ansvar

- Analysen viser, at første del af opgaven med at etablere IVS som selskabsform og få danskerne til at gribe chancen er lykkedes. Selskaberne vokser frem i stor stil. Nu handler det i højere grad om at konsolidere og styrke selskabernes muligheder for at vokse sig store og levedygtige, siger Sigurd Schou Madsen, Dansk Erhverv og tilføjer:

- Hvis der for alvor skal sættes fut i underskoven af danske iværksættere, skal vi bl.a. sikre, at der er risikovillig kapital til rådighed for de væksthungrende iværksættervirksomheder. Mangel på risikovillig kapital bliver igen og igen angivet som en af iværksætternes største vækstbarriere.

Fakta: Om iværksætterselskaber (IVS)

Et iværksætterselskab er en særlig type anpartsselskab, som er omfattet af selskabslovens regler om anpartsselskaber. Det betyder, at der i et iværksætterselskab er krav om fx årsrapport og digitale regnskaber. Startkapitalen for et iværksætterselskab er mellem 1 kr. og 49.999 kr. mod 50.000 kr. for et anpartsselskab. Iværksætterselskabet skal spare 25 pct. af det årlige overskud op indtil selskabskapitalen og en særlig reserve udgør 50.000 kr. Derefter kan iværksætterselskabet, hvis anpartshaverne ønsker det, omregistreres til et anpartsselskab.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093