23948sdkhjf

Nu kan du belåne din fremtidige omsætning

Ny låneportal belåner cashflow fra fremtidig omsætning. Ideen er at kreditvurdere virksomheder med mange transaktioner på en ny måde. Disse virksomheder får ofte afslag på lån i gamle banker.
Når du går i banken med din virksomhed og vil låne penge, vurderer banken dig primært på din fortid.
Har du vist, at du kan tjene penge, hvor stor en egenkapital har du optjent, og hvad kan du stille som sikkerhed?

Men der sker meget nyt på finansmarkedet i disse år. F. eks er der opstået en ny finansvirksomhed, Youlend hvor du kan belåne din fremtidige omsætning.

YouLend er en halvanden år gammel virksomhed, der har udviklet en ny låneplatform, hvor det primære kreditvurderingsværktøj er din virksomheds kortomsætning.

Via en analyse af din kortomsætning, kan YouLend vurdere om du er værdig til at få et lån, hvor du får forskud på din forventede omsætning.

”Vi trækker en procentdel af din virksomheds kortomsætning, indtil forskuddet er tilbagebetalt. Det betyder, at din virksomhed betaler mere og hurtigere tilbage, når det går godt og langsommere og mindre, hvis kortindtjeningen er faldende. Dette står i modsætning til et traditionelt lån med faste afdrag eller en kassekredit, hvor banken kan opsige eller ændre aftalen med kort varsel”, siger medstifter af YouLend, Mikkel Velin.

Investorer har skudt penge ind

Mikkel er oprindelig advokat, men har brugt de sidste seks år i London, som porteføljeforvalter hos en global asset manager med ansvar for investering i virksomhedsobligationer og lån. Han har stiftet portalen sammen med Niclas Aschenbrenner og Anders la Cour. Niclas har en fortid fra kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s samt investeringsbanken Credit Suisse, hvor han henholdsvis foretog kreditvurderinger og opbyggede større lånetransaktioner. Anders er medstifter og direktør i den globale betalingstjeneste Saxo Payments A/S .

Fornylig har en række investorer skudt penge i virksomheden, herunder serieiværksætteren Torben Frigaard Rasmussen, der bl.a. skabte regnskabsprogrammet E-conomics.

Når YouLend får en elektronisk låneansøgning, vurderer YouLend på basis af de informationer om kortomsætningen, som går via det betalingssystem (Nets, Epay, eller andre) du bruger, hvor stor en andel af din forventede omsætning, YouLend kan give dig et forskud på.

Sådan fungerer det

Eksempel: En webshop omsætter for 200.000 kr. om måneden og ønsker et forskud igennem YouLend på 300.000 kr. Det aftales, at webshoppen tilbagebetaler forskuddet med 25 pct. af kortomsætningen.

Hvis omsætningen forbliver uændret, betales de 300.000 kr. tilbage med 50.000 kr. om måneden plus et i forvejen fastlagt gebyr på f. eks. i alt 15.000 kr. Forskuddet vil i dette tilfælde tage lidt over 6 måneder at betale tilbage.

Hvis omsætningen falder mindskes betalingen, fordi den udgør en procentdel af omsætningen, og forskuddet betales langsommere tilbage. Hvis omsætningen derimod bliver mere end 200.000 kr. om måneden, betales lånet hurtigere tilbage.

Fordelen for låntager er, at der ikke skal stilles sikkerhed i faste aktiver som f. eks. bygninger eller varelagre. I stedet giver låntager långiver adgang til at hente afdraget i låntagers løbende pengestrøm. Dertil kommer, at den fleksible tilbagebetalingsmodel ensretter låntagers og långivers interesser, og låntager skal ikke bekymre sig om fastsatte afdrag og gebyrer for manglende betalinger.

Målgruppen er e-handelsvirksomheder

Især for e-handelsvirksomheder og andre virksomheder med mange korttransaktioner er låneformen relevant. Disse virksomheder har typisk svært ved at låne penge i banken, hvor de kreditvurderes traditionelt.

Der kan lånes op til 300 pct. af den månedlige omsætning. En virksomhed kan opnå lån, hvis den har eksisteret i tre måneder og har en tilstrækkelig stor betalings-historik, som YouLend kan analysere på.

Det er dog ikke sådan, at omsætningen er det eneste kriterie for lån. Også YouLend kigger i evt. regnskaber, vurderer låntagers ledelse og branche og indhenter i visse tilfælde fra eksterne kreditvurderingsfirmaer.

”Men vi giver besked om lånet er en mulighed indenfor 24 timer og kan udbetale pengene indenfor 48 timer ”, siger Mikkel Velin til www.idag.dk

YouLend er en formidler. Selve låneaftalens parter er den låntagende virksomhed og en eller flere finansielle partnere, som YouLend har forbindelse med.

Flere kan komme med

YouLend er således ikke en crowdlending portal i traditionel forstand, men er tættere på at være et virtuelt finansieringsinstitut, som i øvrigt også tilbyder formidler traditionelle factoring- løsninger.

”Vi har i første omgang fokuseret på kunder blandt e-handels-virksomheder. Det er her, der er mange kortbetalinger og stor vækst. Men senere vil vi også se på fysiske butikker og servicevirksomheder med mange transaktioner”, forklarer Mikkel Velin.

Derimod er YouLends forskuds-løsning ikke relevant for ordre-producerende virksomheder og andre, der har forholdsvis få, men store transaktioner.

De vil typisk være henvist til klassisk factoring, hvis de har brug for forskud på deres indtjening.
Men det produkt tilbyder Youlend også.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109