23948sdkhjf

Hver tredje medarbejder har smerter på jobbet

Malere og frisører er blandt de faggrupper, der oftest rammes af smerter på jobbet, viser ny undersøgelse. Problemet bliver ikke taget alvorligt, lyder det.
En lang arbejdsdag med en pensel i hånden eller en saks mellem fingrene ender for manges vedkommende med smerter i kroppen.

Det konkluderer Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der i maj har udgivet rapporten "Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2016".

Her fremgår det, at mere end hver tredje dansker rammes af smerter i forbindelse med deres job. Malere er hårdest ramt efterfulgt af frisører og kosmetologer samt gartnere og landmænd.

Specifikt oplever 35,6 af de danske lønmodtagere ugentligt smerter i forbindelse med deres job - det er en stigning fra 31,1 procent i 2012.

Og hos Malerforbundet kan næstformand Tonny Olsen godt genkende problemet med de hårdt prøvede malere.

- Grunden til, at man som maler får ondt, er, at man arbejder med hænder over hovedet, har gentagne arbejdsgange og løfter for meget.

Det sætter sig i nakke, skulder og særligt ryg, påpeger Tonny Olsen.

- Man får ikke taget tingene i opløbet. Man holder måske en hverdag og arbejdsdag gående på smertestillende, lyder det fra næstformanden.

I alt 50.000 lønmodtagere er blevet interviewet i forbindelse med rapporten, og af de 74 adspurgte faggrupper er malerne hårdest ramt.

LÆS OGSÅ: Svende overlever på Panodiler, Ipren og gigtmedicin

Tonny Olsen mener, at ansvaret ligger hos malernes arbejdsgivere.

- I forhold til planlægning, tilrettelægning og organisering af arbejdet er der virkelig plads til forbedring, lyder det fra Tonny Olsen.

Og det er arbejdsgiverorganisationen Danske Malermestre langt hen ad vejen enig i, siger organisationens arbejdsmiljøchef, Søren Christoffersen.

- Selvfølgelig har arbejdsgiverne et ansvar. De skal sikre, at arbejdsmiljøet er i orden på arbejdspladserne. Men medarbejderne har også et ansvar for at efterleve det - og det synes jeg egentlig også, at de gør.

- Men vi er kede af at ligge på den førsteplads, og vi må tage det op med Malerforbundet og finde ud af, hvad vi reelt kan gøre for at minimere smerterne og tilrettelægge arbejdet på en fuldt forsvarlig måde, siger han.

Også hos de danske frisører genkender man tallene fra rapporten.

Lone Nordentoft Frost, der er formand for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, mener ikke, at problemet bliver taget alvorligt.

- Hver gang vi sender en arbejdsskade på muskel- og skeletområdet til Arbejdsskadestyrelsen, får vi blankt afslag, siger hun.

Muskel- og skeletskader er skader i muskler, sener, knogler og led.

Det er særligt i nakke og skulder, at forbundets medlemmer melder om smerter, påpeger formanden. De opstår blandt andet, når man bevæger sig i akavede situationer eller står bøjet over kunder.

- Det belaster en, at man har smerter i sin krop. Man vil altid gerne gøre sit yderste og bedste, når man er i et servicefag, hvor man skal stå og smile og være sælger, siger Lone Nordentoft Frost.

Formanden mener, at det er den enkelte frisørs ansvar at passe på sig selv, men at frisørsalonerne også skal sætte fokus på problemet.

Andelen af lønmodtagere, der har svært ved at udføre deres arbejde på grund af smerter, er steget fra 4,4 procent i 2012 til 5,5 procent i 2016.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109