23948sdkhjf

Sikkerhed i fokus på selvkørende skraldebiler

Volvo Trucks og Renova tester en ny selvkørende renovationslastvogn - og det sætter store krav til sikkerheden, når selvkørende biler indtager byerne

I samarbejde med den svenske renovationsvirksomhed Renova tester og undersøger Volvo Trucks i øjeblikket, hvordan automatiserede køretøjer kan bidrage til en mere sikker og effektiv affaldshåndtering og skabe et bedre arbejdsmiljø for chaufførerne.

De automatiserede systemer, der testes, er i princippet de samme som dem, der er installeret i den selvstyrende Volvo-lastvogn, som har været i drift i Kristineberg-minen i Nordsverige siden efteråret 2016.

Kørsel i et tungt erhvervskøretøj i et beboelsesområde i byen med smalle gader og bløde trafikanter stiller helt naturligt større krav til sikkerheden, også når køretøjets hastighed ikke overstiger normal ganghastighed.

- Renovationslastvognen, som vi tester i øjeblikket, overvåger konstant omgivelserne og stopper straks, hvis der pludselig viser sig en forhindring på vejen. Det automatiske system skaber samtidig bedre forudsætninger for, at chaufføren kan holde godt øje med alt, hvad der sker i nærheden af lastvognen, siger Carl Johan Almqvist, trafik- og produktsikkerhedschef hos Volvo Trucks.

Kortlægger ruten på GPS
Første gang den automatiserede renovationslastvogn bruges i et nyt område, skal den køres manuelt, mens det indbyggede system konstant overvåger og kortlægger ruten ved hjælp af sensorer og GPS-teknologien. Næste gang lastvognen kører ind i samme område, ved den helt nøjagtigt, hvilken rute den skal følge, og hvilke affaldsbeholdere den skal stoppe op ved.

Ved det første stop med det automatiske system aktiveret stiger chaufføren ud af førerhuset, går ned til bagenden af lastvognen, trækker affaldsbeholderen ud og tømmer den, nøjagtigt på samme måde som det gøres i dag ved hjælp af de relevante knapper.

Fakta om projektet og køretøjet
- Samarbejde mellem Volvo Trucks og Renova
- Fokus på sikkerhed, produktivitet og arbejdsmiljø
- Køretøj – selvkørende Volvo FM til renovationskørsel
- Udstyr – GPS- og lidar-baseret system til kortlægning, positionering og scanning af området rundt om lastvognen
- Automatisk kontrol af styring, gearskift og hastighed
- Automatisk stop, hvis der pludselig viser sig en forhindring på vejen

Når denne handling er fuldført, bakker lastvognen automatisk over til den næste affaldsbeholder, hvor chaufføren udfører den relevante kommando. Chaufføren går den helt samme rute som lastvognen og har dermed altid fuldt overblik over, hvad der sker i kørselsretningen. Men hvorfor bakke i stedet for at køre fremad?

- Ved at bakke lastvognen kan chaufføren konstant holde sig i nærheden af komprimeringsenheden i stedet for hele tiden at skulle gå frem og tilbage mellem bagenden og førerhuset, hver gang lastvognen bevæger sig. Og eftersom chaufføren ikke behøver at stige ind og ud af førerhuset ved hver start og stop, er der mindre risiko for arbejdsrelaterede skader, f.eks. belastning af knæene og andre led, siger Hans Zachrisson, strategisk udviklingschef hos Renova.

Løser risici med bakkørsel
Bakkørsel kan ellers være en rimelig risikabel manøvre, da chaufføren kan have svært ved at se, hvem eller hvad der bevæger sig bag køretøjet, også selvom det er udstyret med et kamera.

I visse områder er det af sikkerhedsgrunde ikke tilladt at bakke med et tungt erhvervskøretøj, og i andre er det et krav, at en medchauffør skal stå bag lastvognen for at sikre, at der er fri bane, før lastvognen må bakke.

Den løsning, der testes, har til formål at eliminere disse problemer. Eftersom sensorer overvåger området hele vejen rundt om renovationslastvognen, er kørslen lige sikker, uanset hvilken retning lastvognen bevæger sig. Og hvis vejen for eksempel er blokeret af en parkeret bil, kan renovationslastvognen automatisk køre uden om denne forhindring, forudsat at der er tilstrækkelig plads. 

Miljøvenligheden øges
Da de automatiske systemer optimerer gearskift, styring og hastighed, kan brændstofforbruget og emissionerne også reduceres.

Selvom det tekniske grundlag allerede findes, ligger der stadig en del forskning, tests og udvikling foran os, inden selvkørende renovationslastvogne kan blive virkelighed. Det aktuelle samarbejdsprojekt fortsætter indtil slutningen af 2017 og opfølges med en ekstremt grundig evaluering af funktioner, sikkerhed og ikke mindst hvor godt denne type køretøj tages imod af chaufførerne, de andre trafikanter og de lokale beboere.

Køretøjer med forskellige grader af automatisering vil sandsynligvis blive lanceret tidligere til andre anvendelser, hvor transportopgaverne finder sted inden for helt lukkede områder, for eksempel miner og lastterminaler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094