23948sdkhjf

Fiberline investerer i ny fabrik

Et joint venture-samarbejde med tyske Schöck baner vej for en ny fabrik i tyske Halle.

Fiberline og den tyske leverandør af byggekomponenter og -systemer Schöck AG har skabt et joint venture, der skal udbrede brugen af glasfiber til armering af beton. Første opgave bliver etableringen af en ny fabrik i den tyske by, Halle.

Ifølge adm. direktør Peter Thorning fra Fiberline er det et mere end 15 år gammelt partnerskab, der nu fuldbyrdes med stiftelsen af et joint venture-selskab.

Tilbage i starten af 00’erne skabte Fiberline og Schöck i fællesskab Combar, som et rustfrit alternativ til traditionel betonarmering. Produktet er indtil nu blevet produceret hos Fiberline i Middelfart, men med fabrikken i Halle skabes den nødvendige kapacitet til at videreudvikle samarbejdet omkring Combar.

- Med de ambitiøse vækstplaner, Fiberline har lagt for de kommende år, har vi behov for at frigøre produktionskapacitet til andre produkter her i Middelfart. Samtidig ser vi muligheden for – med Schöck som stærk partner – at sætte yderligere fart på udviklingen af Combar-produktet, forklarer Peter Thorning i en pressemeddelelse.

Fabrikken forventes at starte op i 2019, og indtil da vil den samlede Combar-produktion fortsat finde sted i Middelfart.

I det nye joint venture vil Schöck indtræde med 75 % og Fiberline med 25 %. Fabrikken opføres i tilknytning til Schöcks eksisterende faciliteter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.128