23948sdkhjf

Entreprenørfirma får bøde efter dødsulykke

"Vi er rystede og tænker ikke så meget over skyldsspørgsmålet", siger indehaver.

En bøde på 70.000 kroner. Det har et nordjysk entreprenørfirma betalt som følge af, at en 60-årig medarbejder omkom i november 2016 efter en arbejdsulykke. Det oplyser Nordjyllands Politi til Fagbladet 3F.

Som følge af arbejdsulykken døde arbejdsmand og 3F’er Knud Jensen.

Hans enke, Alice Jensen, oplyser til Fagbladet 3F, at hun hverken har modtaget papirer fra politiet eller Arbejdstilsynet om ulykken. Og at hun ikke anede, at sagen er endt med en bøde på 70.000 kroner til firmaet Entreprenør Villy Andersen ApS fra Frederikshavn.

- På en måde er det billigt sluppet. Men arbejdsulykken har dog fået en konsekvens. Og uanset hvor stor bøden ville være, så kan det ikke lave om på, at jeg ikke får min mand tilbage, siger Alice Jensen.

- Selvfølgelig skal firmaet have en bøde. Men jeg ønsker ikke, at firmaet bliver ruineret. Det er svært at vurdere bødestørrelsen. Der er andre høje herrer, som må vurdere, om den er rimelig. Men man må håbe, at en lignende ulykke ikke sker igen, siger den 61-årige enke.

Kastet op i luften
4. november 2016 var 3F’er Knud Jensen og tre kolleger i gang med at lægge kabler til fiberbredbånd ned i jorden på en vej syd for Hjørring.

Arbejdsmanden gik på en cykelsti, hvor han trak et fiberrør på en tromle ind til siden. Tromlen var hængt op i et stativ, som var placeret på en minigraver, der trak kabelvognen med kabeltromlen.

Ifølge Nordjyllands Politi ramte tromlen pludselig jorden og satte sig fast i græsrabatten. Minigraveren fortsatte med at køre, hvilket medførte, at kablet pludselig blev strammet op. Derved blev Knud Jensen kastet cirka 1,8 meter op i luften og ud på kørevejen. Han landede fladt på ryggen.

Knud Jensen døde to dage senere. Af kraniebrud og blødning i hjernen, fremgår det af en embedslæges ligsynsrapport.

- Jeg har fra firmaet fået at vide, at selve ulykken var et hændeligt uheld. En ups-ulykke. Og at firmaet ikke har haft sådan en ulykke før, siger Alice Jensen og understreger, at hun føler sig godt behandlet af firmaet.

Ejer: En ulykkelig sag
Entreprenørfirmaets ejer og direktør, Claus Andersen, oplyser til Fagbladet 3F, at både politiets og Arbejdstilsynets medarbejdere på ulykkesstedet gav udtryk for, at der ikke var nogen, der var skyld i ulykken.

- Vi er rystede og tænker ikke så meget over skyldsspørgsmålet. Så går der en måned, og så ringer en politimand og siger, at vi skal have en bøde. Så siger jeg: Det forstår jeg ikke helt. Han siger, at det kan man ikke komme uden om, når der er én, der er død, siger Claus Andersen.

- Selvfølgelig har jeg som arbejdsgiver det objektive ansvar. Der er ikke nogen, der skal dø af at gå på arbejde. Men der er ikke nogen, der ved, hvad der er sket ud over, at Knud er faldet. Det er en ulykkelig sag. Men stadigvæk mener jeg ikke, at vi som sådan har gjort noget forkert, siger direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14