23948sdkhjf

Phønix Tag Energi overtager dele af konkursramt solcelleselskab

Munk Energys tidligere ejer fortsætter som direktør og varelager er solgt til et auktionshus

Før sommerferien gik solcellevirksomheden Munk Energy med base i Aalborg konkurs. Det var medarbejderne, der dengang indgav konkursbegæring, da virksomheden ikke kunne indfri nogle lønkrav.

Siden har advokater fra advokatfirmaet Brocksted Kaalund arbejdet på at få solgt hele eller dele af virksomheden.

Det kom dog forholdsvist hurtigt frem, at der ikke var nogen, der havde udvist interesse for at købe hele konkursboet, og at man derfor nok ville ende med at splitte boet op.

Det har man så gjort, og nu ser det ud til, at man har fået solgt, det man kunne.

- Vi har solgt aktiverne for at få mest muligt ind til panthaverne. Der er ingen samlet overdragelse af aktiverne, men vi har solgt navn, domæne, inventar og varelager, fortæller advokat og kurator for Munk Energy, David Spangholm til Energy Supply.

Phønix Tag Energi får navnet
Navn og domæne er købt af Phønix Tag Energi. Munk Energy havde nemlig nogle helt særlige kompetencer, som Phønix Tag Energi gerne vil gøre brug af nu.

- Munk Energy har været en fantastisk god spiller inden for den almene boligsektor. De har været på et segment på det danske marked, som vi kiggede på udefra. Nu har vi købt navnet for at kunne indgå i samarbejde med de folk, der indtil nu har samarbejdet med Munk Energy, siger Kim Slavensky, direktør hos hos Phønix Tag Energi.

Det betyder, at der oprettes et selskab, Munk Energy Danmark Aps, hvor tidligere ejer og direktør hos Munk Energy, Andreas Nyboe Munk sammen med Phønix Tag Energi står som ejer. I det selskab skal modellen til den almene boligsektor videreføres, fortæller Kim Slavensky, der bliver direktør i det nye selskab.

- Vi vil også videreføre de aftaler, der er indgået. Det betyder, at projekterne bliver færdiggjort. Det er vi garant for, understreger han.

Det har været vigtigt for Phønix Tag Energi at beholde den viden og de kompetencer, som Munk Energys grundlægger Andreas Nyboe Munk står for. Derfor er han indsat som formand for bestyrelsen i det nye selskab.

Mere robust model
Selskabet skal udnytte de synergier der er mellem de to selskaber.

- Jeg er glad for løsningen, og for at boligforeningerne kan fortsætte med at få den service og de kvalitetsprodukter fra Munk Energy, som er udviklet netop til dem. De sidste års hasteindgreb og stop-and-go politik gjorde det umuligt for os til sidste at overleve med den forretningsmodel, vi havde. Nu står vi med en robust model, fordi vi kan udnytte synergierne mellem to markante brands og Phønix Tags stærke organisation. Phønix Tag Energi har været en af de konkurrenter, vi har stor respekt for, så jeg tror på, at vi nu har fundamentet til sammen at skabe en fremtid for solenergi i Danmark - til trods for den danske energipolitik, siger Andreas Nyeboe Munk.

Munk Energy er ikke eneste solcellevirksomhed, der har haft det svært hen over sommeren. Også Gaia Solar kæmper under en rekonstruktion. Og det påvirker i høj grad Kim Slavensky.

- Alle går konkurs i dag. Og jeg gør ikke det her, fordi jeg synes, det er sjovt. Man savner virkelig Svend Auken. Det er så trist - det er en branche, der spræller, siger Kim Slavensky og tilføjer bittert:

- Og nu tager man endda de gamle solcellepuljer. Penge, der var fyldt på flaske med etiket og det hele, og sender dem videre til de energineutrale udbud næste år. Man korser sig jo. Vi har faktisk lavet et fantastisk patenteret produkt, og vi kunne løbe fra både svenskere og tyskerne, hvis bare vi fik en lille håndsrækning.

Phønix Tag Energi har som sagt kun købt navn og domæne. Inventaret fra kontoret i Aalborg er det lykkedes at sælge dele af til den tidligere ledelse, mens varelageret nu skal på auktion.

- Problemet med varelageret var, at der ikke var nogen hele anlæg, kun reservedele, men det er lykkedes at sælge det til Horsens Auktioner, fortæller David Spangholm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.282