23948sdkhjf

Direktør har 40 års jubilæum i BYGMA

Husker stadig, da han var den eneste som kunne levere Eternit-plader
Arne Møller traf som ganske ung et valg han ikke har fortrudt. Den 1. oktober kan han fejre 40 års jubilæum hos Bygma.
- Jeg blev oprindelig ansat i Hjallerup Tømmerhandel som kontorassistent, men fandt hurtigt ud af at træ var langt sjovere at arbejde med, og blev derfor overflyttet til trælastekspeditionen, siger Arne Møller.

I 1977 blev han ansat som sælger i PH Trælast i Bindslev og den unge Arne blev allerede som 24-årig udnævnt til salgschef. I forbindelse med at Bygma i 2001 overtog forretningen, kunne Arne Møller skrive ”direktør” på visitkortet; og det har han været siden.

God udvikling
- I 00’erne var der mange landmænd og minkfarmere blandt kunderne som efterspurgte materialer til haller, bl.a. til opbevaring af maskiner og korn. Efterfølgende har vi måttet flytte vores fokus mod andre kunder grundet stagnation i landbrug og mink, fortæller Arne.

- Vi har gennem hele perioden haft et godt samarbejde med lokale håndværkere, som har udviklet sig langt uden for Bindslev. Det betød at vi i 2007 byggede en håndværkerbutik på 600 m2 for at fokusere på det gode grej til de professionelle kunder, og hvor de private kunder også er meget velkomne. Og selvom Bindslev i dag er en mindre by med kun 1.300 indbyggere, har vi kunder fra et stort opland, og beskæftiger 23 medarbejdere.

Eksempel på godt købmandskab
Arne Møller kan se tilbage på mange gode oplevelser gennem årene.

- Den største var nok, da jeg fik lov at købe plader fra Eternit-fabrikken for halvanden million. kr. på én gang. Pladerne skulle udfases fra fabrikken, men efterspørgslen var der stadig, og lige pludselig var vi de eneste i Danmark, der kunne levere dem. Det var lidt af et sats og man viste mig stor tillid. Men det blev en succes, og primært minkfarmerne købte de populære fibercement-plader, fortæller Arne Møller.

- Derudover holder jeg af at se kunder lykkes med deres projekter og at se mine medarbejdere trives. Jeg forsøger at være rundt og få en snak med alle hver dag.
Arne har boet i Bindslev tæt på forretningen gennem hele sin 40-årige ansættelse i Bygma. Han lever sammen med Lone og de har tilsammen 6 børn og 10 børnebørn, der alle bor i nabolaget. Meget af fritiden går med samvær med familien, opbakning til børn og børnebørns sportsaktiviteter og gåture i den smukke natur.

Den 29. september kl. 13.00 er trælasthallen i Bygma Bindslev - på Industrivej 1 - pyntet op til reception. Kunder, samarbejdspartnere og venner af huset er velkomne.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125