23948sdkhjf

Middag og champagne til WorldSkills-møbelsnedker

God præstation ved WorldSkills i Abu Dhabi blev fejret på Syddansk Erhvervsskole i Vejle med middag, varige minder og champagne
Ovenpå 4 måneder med fuld koncentration og dedikation til møbelsnedkerfaget i forbindelse med WorldSkills nyder den 22-årige færdigudlærte møbelsnedker Jacob Primdahl Abrahamsen at få ro og sin fritid tilbage igen.

- Det har været et hårdt og et langt forløb, og jeg vil anbefale det til alle, der får chancen. De skal virkelig gøre det. Det nytter ikke at bakke ud, fordi de ikke lige orker det. Det kommer man til at fortryde, siger Jacob ovenpå sin præstation til VM, hvor han med sine 694 point var tæt på at opnå "Medaillon for Excellence", der udløses ved 700 point. Jacob Primdahl Abrahamsen blev færdigudlært i 2016 hos Gesten Bådaptering i Gesten og blev DM-vinder i både 2016 og 2017.

Vicedirektør Anne Gammelby Lybecker fra Syddansk Erhvervsskole understreger, at man med Jacob Primdahl Abrahamsen har en af verdens dygtigste håndværkere til at fremstille møbler og interiør i træ.
- Vi har fejret ham på Syddansk Erhvervsskole i Vejle med middag, varige minder og champagne. Vi er stolte af Jacob, og derfor skal han selvfølgelig hyldes. Han opnåede en flot 17 plads til VM i Abu Dhabi. Han gør derfor danske faglærte til medarbejdere i verdensklasse, fastslår Anne Gammelby Lybecker.

Hård konkurrence
I dagene efter konkurrencen lagde Jacob ikke skjul på, at han var super ærgerlig over, at han ikke fik en medalje med hjem. Nu har han fået konkurrencen lidt mere på afstand:
- Det var et stort setup i Abu Dhabi og meget professionelt. Vi boede på fem stjernet Hilton Hotel, og konkurrencen blev afholdt i kæmpe messehaller. Jeg havde forventet at få noget med hjem fra Abu Dhabi, og jeg vidste godt, det ikke var en top 3 plads. Men jeg havde håbet, at jeg var i den gode ende. Der manglede lige det sidste. Jeg havde styr på de fleste ting til konkurrencen. Der var nogle ting, der bare ikke ville passe, siger en fortrøstningsfuld Jacob, der var yderst tilfreds med det møbel, han lavede til WorldSkills.

Dommer ved DM i Skills
Til spørgsmålet om Jacob skal noget nyt efter WorldSkills. Svarer han, at han har forsømt sine venner i lang tid, og nu er der endelig fritid igen:
- Jeg synes det var rart at få ro på. Nu skal det holde op. Jeg har snakket om WorldSkills i 4 måneder i streg. Jeg gad ikke snakke om det mere. Jeg skal ikke lige foreløbig have et nyt arbejde.
Jeg har fået meget løs snor af min mester, og derfor vil jeg være loyal og har ikke andre planer end at arbejde for ham det næste stykke tid. Men jeg skal være dommer til DM den 18. januar i Herning. Det bliver en hyggeopgave. Der bliver jeg nok lidt nostalgisk. Jeg ved, hvor nervøs man er lige før det starter. Hvis jeg kan komme til det, skal jeg præge den møbelsnedker, som stiller op for Syddansk Erhvervsskole, siger Jacob med stolthed i stemmen.

Jacobs råd til andre elever, der stiller op til mindre konkurrencer:
- Læg tidsplaner! En god tidsplan giver overblik, og så længe man følger sin tidsplan, ved man altid om, man er i god tid, er bagefter, eller hvor man kan hente noget tid.
Man skal ville det. Det kræver meget tid og forberedelse også i sin fritid. Jo større konkurrencen bliver, jo mere fritid skal man bruge på det. Man kan få nogle store hak i selvtilliden, hvis man stiller op og laver noget halvhjertet arbejde, for der er rigtig mange tilskuere, der kommer og kigger samt fagfolk, der skal bedømme ens arbejde.

SÅDAN GIK DET


Jacob endte på en flot 17. plads og med 694 point var han tæt på at opnå "Medaillon for Excellence", der udløses ved 700 point. Jacob er alligevel vendt hjem fra WorldSkills med en oplevelse for livet og stolthed over at være nået så langt. Det samlede danske landshold på 15 deltagere opnåede 10 medaljer, og målt på point pr. deltager endte Danmark som 10. bedste nation i verden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187