Dagens vigtige kryds: Stem på politikere som værdsætter SMV’ere
KOMMENTAR: Stem på en politiker som forstå de små og mellemstore virksomheders enorme betydning for samfundet
Især de små og mellemstore håndværksvirksomheder er uvurderlige i forhold til ”den danske model”. Omstillingsparathed, højt faglig niveau og tradition for at deltage aktivt i uddannelsen af fremtidens arbejdskraft er bare nogle af de vigtige elementer, som de små og mellemstore virksomheder leverer til samfundet.
Underskoven af små og mellemstore virksomheder kitter samfundet sammen og udgør en enorm gevinst for samfundsøkonomien.
Mange politikere har i de senere år talt solen sort om at forbedre erhvervsvilkårene for de små og mellemstore håndværksvirksomheder, men mange af disse politikere - hvad enten de er blå eller røde - har ikke sat handling bag ordene.
Hvis du kan finde en kommunalpolitiker og en regionsrådspolitiker som har holdninger, men som også viser det i konkrete handlinger, så skal du stemme på ham eller hende. Hvis det altså ikke bare skal blive ved snakken også de næste fire år frem til næste Kommunal- og Regionsrådsvalg.
Vil du som aktiv i bygge- og anlægsbranchen have en stemme også frem til næste Kommunal - og Regionsrådsvalg, så skal du, hvis du er mester, melde dig ind i en arbejdsgiverorganisation - f.eks. Dansk Byggeri - som er meget aktiv i forhold til de lokale forhold i kommunerne. På den måde kan din stemme i dag også de næste fire år være med til at holde kommmunalpolitikerne til ilden, når det gælder de små og mellemstore virksomheders vilkår i lokalområdet.
Artiklen er en del af temaet MESTER HAK&HUG.