23948sdkhjf

Kloakrør af beton får længere levetid

Teknologisk Institut arbejder sammen med RC Beton og en række danske forsyningsselskaber på at give danske producenter af betonkloakrør forretningsmæssige fordele

Det danske afløbssystem, renoveres og udbygges for cirka to mia. kroner om året, men en stor del af disse investeringer risikerer at gå tabt, hvis der ikke bliver udviklet rør, der er modstandsdygtige over for svovlbrinte.

For svovlbrinte er hovedårsagen til, at betonrør i vores kloaksystem bliver nedbrudt som følge af korrosion, og problemet bliver ikke mindre, eftersom der er et øget pres på spildevandsledningerne.

Derfor er en række forsyningsselskaber, betonvirksomheden RC Beton og Teknologisk Institut gået sammen om et projekt, der skal halvere værditabet og forlænge betonkloakrørs levetid med 25 år.

- Hurtig nedbrydning på nogle rørstrækninger medfører egentlige rørsammenbrud, med store konsekvenser i form af udsivning af spildevand og sætninger i vej mv. På nogle rørstrækninger har levetiden vist sig at være meget kort, hvilket kan betyde, at der opstår lækager på nyere rør, som man ikke er opmærksom på - og som derfor ikke bliver udbedret straks. Fremstilling af mere modstandsdygtige betonrør vil ikke belaste miljøet mere end produktionen af almindelige rør, så hvis rørenes holdbarhed forlænges, vil det have en positiv indvirkning på både miljøet og de samfundsøkonomiske ressourcer, forklarer civilingeniør Olav Bennike fra Aalborg Kloak A/S i en pressemeddelelse.

Bygger videre på projekt
Projektet bygger videre på resultaterne af et projekt, som blev afsluttet i 2015. Projektets resultater viste nemlig, at der i laboratorietest var dokumentation for, at de udviklede og testede teknologier forbedrer betonens modstandsdygtighed over for svovlsyrepåvirkning. For slutbrugerne, som er de danske vandselskaber og den danske vandsektor, er det en god nyhed og de efterspørger derfor yderligere udvikling og demonstration i virkelige miljøer.

- Målgruppen for den nye teknologi er producenter af kloakrør, samt forsyningsselskaberne. De fleste danske kommuner har i de seneste år påbegyndt en systematisk fornyelse af kloaksystemet. Hvis ikke de nye spildevandsledninger er modstandsdygtige nok, er der risiko for, at helt nye kloakrør kun er tætte i en kortere årrække, før de må udskiftes igen. I projektet både udvikler og tester vi de nye, modstandsdygtige betonrør, og vi forventer at resultatet er et konkret produkt, som kan lanceres på det danske marked, udtaler Katja Udbye Christensen, konsulent, Teknologisk Institut.

Hård konkurrence
For RC Beton, som deltager i projektet, er der væsentlige gevinster at hente ved at kunne fremstille mere modstandsdygtige betonrør.

- Vi har brug for et produkt, som står stærkere i konkurrencen med for eksempel plastrør. Modstandsdygtigheden er en væsentlig parameter. Konkurrencen på markedet er hård, men vi tror på, at vi med den nye type rør, hvor holdbarheden er forbedret og hvor både råvarer og produktionsudstyr er næsten 100 % dansk og produceres i Danmark, kan tilbageerobre markedsandele og samtidig erobre nye markeder. Betonrør er både miljømæssigt og samfundsøkonomisk det forsvarlige valg, siger Claus Abildgaard Schmidt fra RC Beton A/S.

Projektet

Projektet er bevilliget under Det Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).
Projektet startede i november 2016 og forventes afsluttet i september 2019.
Ud over Teknologisk Institut, RC Beton A/S og Aalborg Kloak A/S, deltager DIN Forsyning A/S, Fredericia Spildevand & Energi A/S, Hedensted Spildevand A/S og Jammerbugt Forsyning A/S i projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125