23948sdkhjf

Skal du ha’ en luksus-pickup i julegave, mester?

Så er der premiere på den nye Mercedes X-klasse i Danmark - den første premium brand pickup i sin klasse
For første gang nogensinde lancerer Mercedes-Benz en pickup bilmodel – det bliver den første premium brand pickup nogensinde i sin klasse på et tons nyttelast.
Mercedes-Benz X-klasse er bygget i samarbejde med Nissan, og bilen bygges på Nissans fabrik i Spanien. Bilen er dermed søstermodel til Nissan Navara og Renault Alaskan. Sidstnævnte sælges dog ikke i Danmark.

Dansk premiere er sat til den 15. januar næste år. Prisen begynder ved 313.303 kr. inklusive moms for basis ”Pure” modellen med 4x2 to-hjulstræk og 17 tommer stålfælge. Ved testen i Sverige prøvede vi kun ”Power” modellen med 190 hk, som svenskerne satser på - naturligvis med bagsæder. I Danmark vil de fleste modeller være på gule plader.
Den direkte konkurrent til den nye X-klasse er Volkswagen Amarok, som også begynder med 163 hk – og også Amarok fås fra næste sommer med en 258 hk V6 motor. Alle Amarok modeller kører i øvrigt med V6 motorer i dag.

Nøglen er fra Nissan
Mercedes satser meget på kunder, der har kørt SUV, men som vil prøve en ny livsstils-bil med al tænkelig luksus og ekstraordinære terrænegenskaber – både med plads til mountainbike eller skiudstyr.
Herhjemme er målgruppen selvstændige firmaejere og håndværkere, der ønsker en særlig chefbil. Mercedes regner blandt andet med kunder, der vil bruge bilen indenfor jagt, fiskeri og hestesport.

Der er gjort meget ud af at gøre bilen til en Mercedes, selv om nogle mener, at nøglen skulle være en ægte Mercedes-nøgle i stedet for en, der minder om Nissans. Men instrumentbordet er helt anderledes og meget luksuspræget – og helt Mercedes’ eget.
Der er også gjort meget ud af fronten, så man ikke er i tvivl om, at her kommer en ægte ”Mercer.” Også designet af bagpartiet er ændret meget. Bilen er 50 mm bredere end Navara – og modsat Navara er der plads til en europalle på ladet.
Kabinen er i det hele meget anderledes end dens fætre fra Nissan og Renault – bl.a. andet sæder og betræk samt valget luminium på instrumentbræt og dørsider.

Der er dog forsvundet noget af aflæggepladsen på grund af det store instrumentbræt. Komforten er lidt bedre end i Navara og Alaskan. Mercedes-følelsen gennemsyrer alt fra materialevalg til infotainmentsystem og innovative sikkerhedsfunktioner, som også finder vej til X-Klassen.

V6 motor til sommer
X-klasse har arvet 2,3 liters motorerne på 160 og 190 hk fra Nissan. Mercedes kalder dem X220d og X250d. Til sommer kommer en topudgave med V6 motor på 258 hk og 500 Nm, som kendes fra bl.a. Mercedes-Benz GLC. Den leveres sammen med Mercedes-Benz 4MATIC-systemet, der sikrer permanent træk på alle hjul.

Mercedes-ingeniørerne har strammet affjedringen lidt op i forhold til Nissan Navara, og bilen har mindre frihøjde. Højere frihøjde, som hos Navara, kan dog fås. Sporvidden er øget fra 1.570- til 1.625 millimeter på bagakslen og til 1.632 mm på forakslen.
Vadedybden er på 600 mm med normal frihøjde. Bilen klarer en stigning på 45 grader.
Brændstoføkonomisk klarede den testede 190 hk udgave 11,8 km/l med automatgearkasse.

Trailervægt på 3,5 tons
Drivlinen er udstyret med elektroniske differentialespærrer, og X-Klassen får en lasteevne på 1,1 tons, mens den maksimale trailervægt er 3.500 kg. Spærredifferentiale samt firhjulstræk med reduktionsgear findes som tilvalg.

Bilen kan fås i ni forskellige farver og med 17-, 18- eller 19-tommers fælge.
Sikkerhedsudstyret inkluderer blandt andet syv airbags, AEB nødbremsestystem, linjevogter og visning af færdselstavler. 360 grader-kamera findes som tilvalg. Adaptivt fartpilot fås beklageligvis ikke.

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141