23948sdkhjf

Altan-konge kaster energi og penge i badeværelser

Stifteren af Altan.dk, Peter Knudsen, køber 35 procent af Badmodul.dk og strammer tøjlerne
Fællesnævneren for den unge iværksætter Mads Andreasen og den garvede iværksætter Peter Knudsen er til at få øje på; de har begge fokus på at opbygge effektive systemer og optimere processer.
Mads Andreasen står bag det fremadstormende firma Badmodul.dk og Peter Knudsen er manden bag altan.dk (som nu drives af Peters Knudsens søn, Casper Knudens, red.) Udover den fælles interesse for at optimere processer, så har Peter Knudsen gennem nogle år været mentor for Mads Andreasen.

- Jeg er meget fascineret og inspireret af den tilgang til byggeprocessen, som Peter Knudsen har og som i den grad har været med til at positionere Altan.dk på markedet. Nu har Peter indvilget i at udvide samarbejdet. Dels ved at købe 35 pct. af Badmodul.dk, (Badmodul A/S), dels ved at blive formand for selskabets bestyrelse, siger Mads Andreasen.
Badmodul startede i 2014 og er vokset til en af de mest betydningsfulde spillere på markedet for totalløsninger af badeværelser. Konceptet er helt enkelt, at kunden kun behøver at henvende sig ét sted for at få lavet et nyt badeværelse. Badmodul.dk råder over alle de faglærte håndværkere og kompetencer der skal til, herunder også projektering.

Offer for egen succes
Men den store succes har en grum bagside. Mads Andreasen er ikke bleg for at indrømme, at Badmodul trods en voldsom stigning i omsætningen ikke har formået at få indtjeningen til at følge med.
- Jeg har simpelthen ikke været god nok og har ikke haft tid nok til at få sat tingene i system. Selvom omsætningen er buldret frem til mere end 40 mio. kroner i 2016, så laver vi underskud, siger Mads Andreasen.
Ifølge Peter Knudsen er Mads ”offer for sin egen succes”.

- Når det går så stærkt, så får man ofte ikke tid til at kigge processen ordentlig efter i sømmene. Da vi begyndte et regne lidt på det fandt vi ud af, at Badmoduls 40 medarbejdere hver dag havde en spildtid på tilsammen godt 37 timer. Det er en hel uges arbejde hver sag, som ikke kan faktureres. På årsbasis har vi altså haft en spildtid på 8.000 timer, hvilket svarer til, at vi kunne have lavet hele 70 badeværelser mere, fortæller Peter Knudsen.

Opgaven har her og nu været at nedbringe spildtiden og omkostningerne. I første omgang har Badmodul.dk afskediget 10 medarbejdere, som alle er blevet hjulpet til at få andre jobs. Målet er at lave det samme antal badeværelser næste år med færre folk, men med større effektivitet blandt andet som følge af mindre spildtid og med nye, effektive logistikløsninger.
- Det har været godt at have Peter at sparre med i denne situation. Jeg har jo godt vidst, at der skulle gøres noget, men det kan være svært at få enderne til at hænge sammen. Der er mange praktiske udfordringer i det daglige, fremhæver Mads Andreasen.

Et stærkt koncept
Det har krævet mange overvejelser og mange samtaler for de to iværksættere at udvide samarbejdet til også at være et økonomisk samarbejde.
- Jeg har da været lidt bange for, at vi måske tænker lidt for ens og dermed ikke kan give hinanden den sparring, der skal til. Men selvom vi ofte tænker ens, så har Peter med sin store erfaring ofte flere indgangsvinkler. Samtidig har vi stor tillid til hinanden, påpeger Mads Andreasen.

For Peter Knudsen handler det både om tillid og respekt.
- Mads er dygtig og visionær og han er meget lydhør. Nu skal han populært sagt bare huske at lære af det han hører, smiler Peter Knudsen og fortsætter:
- Badmodul har meget stort potentiale og et stærkt koncept. Derfor kan det måske virke mærkeligt at vi ikke bare smider penge i virksomheden og skruer op for blusset i et opadgående marked. Det kommer vi også til. Men først efter, at vi har effektiviseret og optimeret processerne, siger Peter Knudsen.

Styr på materialer og logistik
Badmodul A/S vil nedbringe antallet af spildtimer ved at styre materialestrømmen mere effektiv. I stedet for, at håndværkerne skal forbi grossisten eller byggemarkedet, har Badmodul indgået en aftale med XL Byg Knud Larsen i Køge, som styrer et fjernlager hos Badmodul.dk i Glostrup.
Her kan håndværkerne før de starter en sag op fylde en container med alt det de skal bruge på sagen. Containeren køres så ud til kunden og stilles på gaden. Udover at rumme materialer, kan containeren også fungere som værksted for håndværkerne mens opgaven står på.
Peter Knudsen og Mads Andreasen fremhæver, at selv når der regnes med omkostninger til containere, p-tilladelser mv vil container-løsningen kunne reducere omkostningerne i forhold til den spildtid der forekommer, når håndværkerne skal forlade opgaven for at køre til grossisten eller byggecentret for at hente materialer.
Virksomhedens håndværkere er naturligvis med til at forme den nye måde at arbejde på og er blandt andet med til at bestemme, hvilke materialer der skal fyldes i containerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095