23948sdkhjf

Elektriker-jargon på søgemaskine

Nu kan elektrikerne finde både grisetryner og tyrenosser hos ProSave
Hvis du googler grisetryne og tyrenosser, bliver du præsenteret for billeder og sider med rimelig aparte indhold. Hvis du skriver de samme ting i ProSaves søgemaskine, bliver du præsenteret for stikkontakter og niveauvipper.

- Vi har nogle ret sjove eksempler på installatør-jargon og forskellige stavemåder i den del af vores søgemaskine, der håndterer synonymer. De er ikke alle så farverige, men det er super relevant, at brugeren også finder ”Fejlstrømsrelæ”, når han søger på ”Fejlstrømsafbryder”, fortæller direktør René M. Balslev, ProSave.

Når et produkt kendes under forskellige synonymer, er det en udfordring for søgemaskiner, fordi det gør mængden af søgeresultater større. Derfor har ProSave udviklet og varemærkeregistreret ProductScore - en avanceret algoritme, der prøver at forudsige hvilke produkter fra søgeresultatet, brugeren leder efter.

- Nogle produkter er mere interessante end andre for brugeren, og dem viser vi øverst. Kunsten er at finde ud af hvad der gør dem interessante, sætte det på formel, og så i øvrigt få det hele til at virke lynhurtigt. Ligesom Google. Det har været en stor udfordring, men også en herlig nørdet ambition at arbejde med for udviklerne, forklarer René M. Balslev.

Endnu mere brugervenligt
Morten Vestermark fra el-installatøren Flemming Nielsen A/S har tydeligt kunne mærke, at ProSaves søgemaskine er blevet forbedret.
- Den er blevet endnu mere brugervenlig. Nu kan man søge meget bredt og finde de resultater, man skal bruge. Det betyder også, at vi kan finde billigere produkter, vi kan bruge i stedet, hvis de lever op til vores kvalitetskrav, siger Morten Vestermark.

Han er meget tilfreds med ændringen og fortæller, at det betyder tidsbesparelser for virksomheden, der har brugt ProSave i et par år.
- Ligesom alle andre steder, kigger vi på omkostninger og indtjening. Og der må vi sige, at én indgang til at søge efter produkter gør det nemt og overskueligt at se, hvor vi kan købe billigst - og det giver direkte afkast på bundlinjen, siger Morten Vestermark.

Inspireret af Google
Algoritmen er inspireret af Google, der i årevis på tilsvarende måde har givet hjemmesider en score ud fra en masse parametre. Den primære inspiration ligger dog i ét spørgsmål: hvordan vurderer man, om et produkt er mere interessant end et andet?

- Googles genistreg var at give hvert enkelt resultat en score. Den tankegang har vi taget til os og så sat de rette parametre på. For eksempel vægter det tungt, hvis et produkt sælges meget - for det er tegn på, at det er meget relevant, siger René M. Balslev.
Samtidig med den avancerede algoritme, åbnede ProSave også for synonymsøgning, hvilket betyder, at et produkt kan have flere forskellige synonymer knyttet til sig - og stavefejl spænder heller ikke ben.
- Nogle mærker eller produkter hedder noget andet, end man tror. Eksempelvis vil man tro, at ‘Esylux’ staves ‘Easylux’, og der kan jo også sagtens ryge en stavefejl ind, når man hurtigt skal skrive navnet på et produkt. Det fanger vores søgemaskine meget bedre nu, forklarer René M. Balslev.
Arbejdet med at forbedre ProSaves søgninger dog langtfra forbi.

- Vi bygger hele tiden videre på algoritmen, så det bliver bedre og bedre over tid, fordi vi kan se flere og flere mønstre i relevansen af produkter via mere data. Samtidig kommer vi også med forbedringer til søgningerne - eksempelvis facetteret søgning, som vi snart ruller ud, oplyser han.

I takt med at algoritmen udvikler sig, vil han heller ikke udelukke, at han kommer til at tage patent på teknologien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14