23948sdkhjf

Tømrer- og snedkerbranchen i fortsat vækst

Virksomhederne har forbedret indtjeningen og i mindre grad også bundlinjen, viser analyse fra PwC
Der er fortsat fremgang i tømrer- og snedkerbranchen med højt aktivitetsniveau og stigende omsætning. Virksomhederne har formået at forbedre deres indtjening samt i mindre grad forbedret deres bundlinje. Det viser en ny brancheanalyse af tømrer- og snedkerbranchen fra PwC.

Ifølge PwC’s seneste brancheanalyse af tømrer- og snedkerbranchen er virksomhederne blevet mere effektive, hvilket kan ses i stigningen i omsætning pr. medarbejder. Det hænger sandsynligvis tæt sammen med det øgede fokus på effektiv brug af it.

- Effektivitetsstigningen i branchen skal formentligt ses i sammenhæng med den digitale udvikling og øgede fokus på bl.a. effektiv brug af it. I dag anvender virksomhederne flere digitale værkstøjer, som er med til at effektivisere planlægningen af arbejdsopgaver og forbedre virksomhedens forretningsgange med hensyn til tidsregistrering, materialeindkøb, fakturering og kvalitetssikring, forklarer Michael Krath, director i PwC, og tilføjer:

- Samtidig har tømrer- og snedkervirksomhederne oplevet en stigning i soliditeten og står dermed bedre rustet over for fremtidens udfordringer grundet et styrket kapitalgrundlag.

Stort fokus på IT-værktøj
Forventningen til de kommende år er et fortsat højt aktivitetsniveau og et fortsat stort fokus på effektivisering ved hjælp af IT-værktøjer.

- Vi forventer, at der kommer et endnu større udbud af opgaver fra almene bygherrer end i 2017, og Boligjobordningen bliver nu også gjort permanent, hvilket er med til at understøtte det høje aktivitetsniveau. Samtidig er indtjeningen på sagerne også forbedret, hvilket fører til en positiv udvikling på bundlinjen, som forventes at blive fastholdt i de kommende år, fortæller Michael Krath.

Analysen viser også, at branchens største udfordring i den kommende periode er mangel på kvalificeret arbejdskraft til at løse virksomhedens opgaver.

- I dag afviser flere virksomheder end tidligere arbejdsopgaver på grund af risikoen for ikke at kunne aflevere til tiden, fordi de mangler kvalificerede medarbejdere. Hvis virksomheden siger ja til flere opgaver, end de kan håndtere, risikerer de at miste overblikket og fokus falder på den enkelte byggesag, hvilket igen kan føre til et fald i indtjeningen og have en direkte indvirkning på bundlinjen.

Men selvom manglende arbejdskraft er en udfordring for branchen, skal vi se det som en positiv udfordring, da det samtidig viser, at branchen er inde i en god og på nuværende tidspunkt stabil udvikling, fastslår Michael Krath.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078