23948sdkhjf

Altan.dk-ejer indskyder millioner efter stort underskud

Men direktøren er ikke bekymret: Underskuddet var ventet, og ordrebeholdningen er stor.

Både top- og bundlinje har taget et markant dyk hos ellers hastigt voksende Altan.dk.

I regnskabsåret 2016/17, der er afsluttet ved udgangen af september sidste år, er omsætningen faldet med over 30 procent sammenlignet med året før, mens et nettooverskud på 8,4 mio. kroner er vendt til et underskud på 24,7 mio. kroner.

Ifølge direktør Casper Knudsen, som overtog styringen af firmaet fra sin far for knap halvandet år siden, er underskuddet ventet. Altan.dk har i det forløbne år investeret i medarbejdere og nye forretningskoncepter og har trods den lavere omsætning valgt at opretholde aktivitetsniveauet.

- Når man effektiviserer, udvikler og drifter en organisation sideløbende har det selvfølgelig omkostninger, men jeg synes, at resultatet af vores omstillingsproces er det hele værd, siger Casper Knudsen i en pressemeddelelse.

Altan.dk har ifølge direktøren næsten dobbelt så mange montører ansat som for et år siden, og den samlede bemanding i virksomheden har rundet 170 medarbejdere. Indkøringen af de mange nye medarbejdere er omkostningstung, men helt nødvendig for at sikre at medarbejderne har den rigtige tilgang, pointerer Casper Knudsen.

Svensk afdeling og elevatorer
Blandt de tunge poster på udgiftssiden er desuden en ny svensk afdeling, der blev etableret i efteråret 2016. Afdeling er for øjeblikket involveret i fire projekter i Sydsverige til en samlet værdi af 25 mio. kroner.

Virksomhedens andet forretningsben, Alevator.dk, er også blevet styrket for at kunne imødekomme den forventede efterspørgsel på elevatorløsninger. Her har man lige nu tilbud ude for over 1,2 mia. kroner, hvilket, for Casper Knudsen, er et vidnesbyrd om det store potentiale, der ligger i elevatorforretningen.

Ordrer for 420 millioner
Generelt forventer Altan.dk-direktøren, at den omsætningsmæssige tilbagegang bliver kortvarig.

- I øjeblikket har vi kontrakter på opgaver for 420 mio. kroner, så der er masser af arbejde til fremtiden, og vi kommer hverken til at mangle arbejde eller omsætning foreløbig. Med vores investeringer i nye medarbejdere kan vi imødekomme den store efterspørgsel, som vi fortsat oplever, og vi er dermed klar til at give både igangværende og nye kunder den bedste service og kvalitet, siger han.

Som en konsekvens af investeringerne og underskuddet har holdingselskabet bag Altan.dk, Knudsen Holding ApS, valgt at indskyde 20 mio. kroner i frisk kapital.

Altan.dk
mio. kr. 2016/17 2015/16
Nettoomsætning 158.289 231.176
Resultat af primær drift 34,7 83,7
Årets resultat -24,7 8,4
Egenkapital 3,3 28
Regnskabsåret er afsluttet den 30. september.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172