23948sdkhjf

Adserballe & Knudsen bygger lejeboliger

Entreprenøren skal opføre 153 boliger for ATP Ejendomme i Ørestad i København.

For første gang opfører ATP Ejendomme et nybyggeri med udlejningsboliger, og det bliver entreprenørvirksomheden Adserballe & Knudsen fra Farum, der i en totalentreprise skal opføre de 153 nye boliger i Ørestad Syd i København.

Projektet til 206 mio. kroner omfatter et boligbyggeri på 14.600 kvm, og for Adserballe & Knudsen ligger projektet i tråd med entreprenørvirksomhedens langsigtede strategi om i højere grad at få opgaver for private bygherrer.

- Denne sag er helt i tråd med vores overordnede målsætning for virksomheden. Mange kender Adserballe & Knudsen for vores store renoveringssager på almenområdet, men i de senere år har vi kraftigt udbygget vores portefølje inden for nybyggeri på det private marked, siger adm. direktør i Adserballe & Knudsen Morten L. Hansen i en pressemeddelelse.

Tidlig inddragelse
Han lægger samtidig vægt på, at Adserballe & Knudsen som totalentreprenør kommer tidligt ind byggefasen og får et bedre samarbejde med bygherre og rådgivere.

- Det giver os mulighed for at få vores kompetencer inden for styring i spil, og så skaber det et fælles fodfæste i byggeorganisationen, der bare giver bedre projekter i den sidste ende. Det øger bygbarheden, og det reducerer markant risikoen for konflikt, udtaler Morten L. Hansen.

Boligbyggeriet i Ørestad Syd er projekteret af PLH Arkitekter og Moe Rådgivende Ingeniører.

Det ligger på hjørnet af Hannemanns Allé og Ørestads Boulevard med multiarenaen Royal Arena, shoppingcentret Fields og Ørestad Station som nærmeste naboer og er formet som en åben, U-formet karré i varierende højde.

Hotel og parkeringshus
I et parallelt projekt opfører ATP Ejendomme desuden hotel med 211 værelser og parkeringshus med 300 pladser, der vil virke som støjbarriere for det rekreative opholdsareal i bebyggelsens midte.

De nye boliger forventes at stå færdigt i 2020.

Boligbyggeriet

Byggeriet er formet som en åben, U-formet karré i varierende højde, der trapper gradvist op fra seks etager i den sydlige del af bygningen til 11 etager i karréens nordvestlige hjørne.
Der skabes en glidende overgang fra det omkringliggende boligkvarter og den kommende skole til motorvejen og en række store bygninger som Copenhagen Towers. Det skaber samtidigt et stort lysindfald i både gårdrummet og på bygningens syd- og vestvendte altaner.
For at skabe et spil i facadeudtrykket, bygges der i lyse mursten og med forskudte altaner og vinduespartier. Altanerne belægges med hårdttræ, og terrasserne i terræn er i betonsten og -fliser.
Der anlægges desuden et grønt sedumtag, og selve gårdrummet er indrettet som LAR-anlæg, der lader en stor del af regnvandet blive optaget af planter eller nedsive på stedet. Dette er tegnet af Opland Arkitekter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095