23948sdkhjf

Museer slår alarm: Kulturarven truet af skimmelsvamp

Flere museer slås med fugt og skimmelsvamp, men de skal ikke regne med ekstra penge fra kulturministeren

Museer landet over kæmper med at holde skimmelsvamp og fugt væk fra kulturarven. Det skriver dr.dk.

De senere års klimaforandringer har budt på et mere vådt og fugtigt klima, og det truer museernes samlinger.

Camilla Jul Bastholm, som er konservator med speciale i skimmelsvamp, har undersøgt forholdene på en lang række danske museer. I de seneste tre år har hun konstateret massiv skimmelvækst i 118 magasinlokaler.

- Det er et omfattende problem, som fylder meget på museerne, siger hun.

Sikkerhedsudstyr
Eksempelvis er Roskilde Museum ramt af omfattende angreb af skimmelsvamp.

Det har ramt op mod 70.000 af museets genstande, som nu er i fare for at blive nedbrudt, og museets ansatte er nødt til at iføre sig sikkerhedsudstyr, når de bevæger sig ud på arkivet.

Roskilde Museum har søgt penge fra Slots- og Kulturstyrelsen for at få hjælp til at håndtere problemet, og det er museet langtfra ene om.

Sidste år søgte 37 museer om penge til sikring eller gennemgang af deres samlinger, men kun lidt over halvdelen fik en del af de 6,8 millioner kroner, som er afsat til formålet.

Tiden går
Rigsrevisionen har to gange tidligere - i 2007 og 2014 - påpeget, at museerne og Kulturministeriet ikke gør nok for at sikre kulturarven.

Hos brancheforeningen Danske Museer mener direktør Nils M. Jensen, at politikerne ikke har gjort nok for at løse problemet.

- Det er ikke et nyt problem, men noget vi har forsøgt at råbe op om længe. Problemet er, at jo længere tid der går, jo mere vil fugt og mug brede sig, hvis vi ikke får gjort noget ved de magasiner, der ikke dur, siger han til Ritzau.

Minister afviser hjælp
Museerne skal dog ikke regne med, at kulturminister Mette Bock (LA) er klar med en ekstra pose penge.

- Jeg bliver nødt til at gøre det klart, at der ikke kommer flere penge til museerne i de her år, siger hun til dr.dk.

Svaret ærgrer Danske Museers direktør.

- Sagen er mere kompleks end bare penge. Det, vi allerhelst ville, var at lave nogle fælles magasiner mellem flere institutioner rundt om i landet. Men det er en stor udfordring, fordi der er nogle forhold omkring finansiering på tværs af kommuner, der gør sig gældende, og som vi må bede politikerne om hjælp til at løse, siger Nils M. Jensen.
/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094