23948sdkhjf

Sikker og effektiv asfaltbil

Aabenraa Kommune har sammen med Kudsk & Nissum opbygget en lastbil, der lægger asfalten ud foran lastbilen, hvor man kan arbejde i større sikkerhed

Det er med risiko for liv og lemmer at have sin arbejdsplads på vejen. Det ved alle asfaltarbejdere. Derfor gøres der store anstrengelser for at skabe så meget sikkerhed for dem som muligt.

I Aabenraa Kommune er man gået meget ind på opgaven på et helt nytænkende måde. Sammen med opbyggervirksomheden Kudsk & Nissum i Vojens har man bygget en asfaltbil, som gør arbejdsdagen mere sikker for de medarbejdere, der skal lappe hullerne i vejen - og samtidig give kommunen en økonomisk besparelse.

- Vi er gået helt utraditionelt til værks og har vendt alt om på en traditionel asfaltbil, fortæller Morten Kudsk fra opbyggervirksomheden.

- I stedet for at aflevere asfalten bagude som traditionelle asfaltbiler, kommer asfalten ud i en skuffe foran lastbilen.

Transportbånd under chassis
- Vi har ganske enkelt vendt asfaltkassen om 180 grader, og så har vi lavet et stort hul i ladet med en tragt ved siden af kardanakslen. En snegl i bunden af kassen skubber asfalten ned i tragten og ned på et transportbånd under chassiset. Båndet går fra midten af chassiset og frem under forkofangeren. Her afleveres asfalten i en skuffe lige klar til chaufføren at hente. Chaufføren kan gå og arbejder foran lastbilen og styre transportbåndet på en knap ved bilen højre forskærm.

- Når skuffen ikke bruges, klappes den op ved hjælp af en fjeder, og så kan chaufføren køre frem til det næste hul, der skal lappes.

- Det blev beslutet at bruge en højrestyret lastbil, så chaufføren kan stige ud på den sikre side af køretøjet og ikke skal ud i den venstre side, hvor trafikken er.

- Bilen er bygget specielt til at reparere slaghuller i vejen. Der er ikke tale om en decideret asfaltudlægger, fastslår Morten Kudsk.

Selve asfalten ligger i en stor isoleret kasse med låg. Her kan asfalten holde sig varm hele dagen. Om sommeren kan den ligge natten over.

Kommunens idé
Transportmagasinet: Hvordan fandt I på den løsning?

- Det er Aabenraa Kommune, der har haft ideen. Vi har haft knowhow til at udføre, svarer Morten Kudsk.

- Vi har tidligere bygget en prototype på en lille Mitsubishi-lastbil, hvor vi har fået lidt erfaring fra. Kommunen har været rigtig godt tilfredse. Nu har de solgt bilen til en anden kommune. Og fået bygget denne større lastbil.

- Det har været vigtigt at bygge en bil, hvor alt udstyret og teknikken er nem at håndtere. Desuden er alt udstyr og betjening flyttet over i højre side af bilen, så man kan stå på den sikre side af bilen og arbejde. Her i højre side har vi betjeningspanelet, her er sprøjten med emulsion, her er et oliefyr til at opvarme emulsionen med.

Sikkerhed og effektivitet
- Vi har mange slaghuller i vejen. Siden nytår har vi repareret cirka 8.000 huller, fortæller Frank Hansen fra Entreprenørgåden i Aabenraa Kommune, der er idemanden til den nye asfaltlastbil.

- Det er af stor betydning, at medarbejderne står i sikkerhed. Derfor er denne specielle opbygning mere sikker. Manden behøver ikke så omme i trafikken, men kan stå beskyttet foran lastbilen.

- Det handler både om arbejdssikkerhed men også effektivitet. Før skulle vi stå to mand og reparere slaghuller. Nu kan vi gøre det med en mand.

Transportmagasinet: Forventer I, at der er andre kommuner, som kunne være interesseret i en lignende bil?

- Ja, svarer Morten Kudsk. Aabenraa er innovative og er ikke bange for at investere her og nu for at finde billigere, sikrere og mere effektive løsninger på længere sigt. Det er spændende at få lov at arbejde med sådan en kommune, og jeg er sikker på, at disse asfaltbiler vækker interesse hos kommuner og asfaltfirmaer.

- Både vi og Aabenraa Kommune er allerede blevet spurgt om muligheden for at komme ud og se bilen i aktion, siger Morten Kudsk.

- Nu er der ingen undskyldning for huller i vejen i Aabenraa. De har fået det rigtige værktøj til det, slutter Morten Kudsk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172