23948sdkhjf

Modulbygger får Svanemærke

Det er blandt andet den særlige byggeproces i tørre og opvarmede haller, der muliggør certificeringen
Svanemærket vinder stigende indpas i byggeriet i hele Norden. Det er Miljømærkning Danmark, der står for certificeringen i Danmark, og her har man nu tildelt Scandi Byg grundlicens til svanemærket byggeri. Licensen betyder, at Scandi Byg som den eneste kan tilbyde svanemærket modulbyggeri som standard:

- Vi har de seneste år oplevet en markant stigende interesse for svanemærket byggeri. Og det er glædeligt, at Scandi Byg nu gør det nemt for eksempelvis boligselskaber og projektudviklere at få opført et svanemærket byggeri, forklarer direktør Martin Fabiansen fra Miljømærkning Danmark og fortsætter: - Et svanemærket byggeri skal leve op til skrappe krav i hele livscyklussen. Det vil sige krav til både materialer, byggeprocessen, brugsfasen samt affalds- og recirkuleringsfasen. Det betyder, at det både er et godt valg for miljøet og for de mennesker, der skal bo eller opholde sig i bygningen.

Hos Scandi Byg ser man et stort plus både for virksomheden, kunderne og brugerne, forklarer adm. direktør Thomas Raunsbæk fra Scandi Byg:

- Som modulbygger har vi mange års tradition for bæredygtigt byggeri. Vi har fuldstændig kontrol over hele byggeprocessen og har let ved at følge nogle skemalagte procedurer. Derfor har certificeringen ikke krævet ændringer i produktionsprocessen hos os, siger han og fortsætter: - Vi oplever en stigende efterspørgsel på bæredygtige byggerier og ser derfor et stort potentiale i at have fået licensen. Det giver både medarbejdere, kunder og brugere en sikkerhed for, at det færdige byggeri er opført efter alle kunstens regler.

Tre kerne-elementer
Konkret indeholder Svanemærkets licens tre kerne-elementer, henholdsvis processer, materialer og den færdige bygning. Under selve byggeprocessen er der strenge krav til, at den enkelte medarbejder hos Scandi Byg ved, hvordan arbejdet skal udføres i henhold til Svanemærkets krav:

- Certificeringen har involveret stort set alle medarbejdere i virksomheden, og der er ingen tvivl om, at det medfører stor intern stolthed, at vi nu har fået Svanemærket og herved anerkendelse for den måde, vi arbejder på, fortsætter Thomas Raunsbæk.

På materialesiden skal alle byggematerialer, der indgår i byggeriet, kontrolleres og godkendes. Her har Scandi Byg eksempelvis en mangeårig tradition for udelukkende at anvende certificeret træ, og både byggematerialer og kemiske produkter skal leve op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer:

- Vi har gennem alle årene udvalgt og anvendt de mest miljørigtige materialer. Men nu har vi også fået papir på det, og det er klart, at det giver kunderne en sikkerhed og os en platform at markedsføre os ud fra, pointerer han.

Endelig er der det færdige hus, som med licensen har Nordens officielle miljømærke, Svanemærket.

Om Svanemærket
Svanemærket blev stiftet i 1989 af Nordisk Ministerråd og er Nordens officielle miljømærke. I Danmark har Miljømærkning Danmark ansvaret for både Svanemærket og EU-Blomsten, som er EU’s officielle miljømærke. 93 procent af danskerne kender Svanemærket, og 64 procent af dem, der kender mærket, ser efter det, når de køber ind.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173