23948sdkhjf

Gaffeltruckprøve på arabisk

TUR (Transporterhvervets Uddannelser) og Multitest hjalp til med en anderledes prøveafholdelse på EUC Sjælland
På EUC Sjælland har der været gennemført et gaffeltruckforløb med flygtninge fra Syrien; et forløb som blev sat i stand i samarbejde med det lokale jobcenter i Køge. Under hele forløbet, både i teoriundervisningen og under den praktiske del af undervisningen, var der tilknyttet en tolk, som også oversatte for deltagerne under den afsluttende prøve, når der opstod sproglige udfordringer.

Claus H. Johnsen, faglærer i transport og logistik på EUC Sjælland, referer til holdet som et superhold, der støttede op om hinanden undervejs og som hurtigt udviste gode evner til at køre gaffeltruck:

- At køre med selve gaffeltrucken gik rigtigt godt, da de fleste havde kørselserfaring fra bil, enten fra deres hjemland eller i Danmark. Desuden var de rigtig gode til at hjælpe hinanden både i teori og kørsel.

Teoriprøve med tolk
Gaffeltruckkurset var forlænget med to dage, idet undervisning med tolk kræver længere tid. Derudover var det også nødvendigt at kigge på, hvordan man kunne tilrettelægge afholdelsen af den teoretiske prøve på en lidt anden vis end normalt. Derfor blev TUR bedt om at hjælpe i forbindelse med afholdelsen af prøven, som blev afviklet ad to omgange med fem deltagere på hvert prøveforløb.

- Vi oprettede en speciel prøve i Multitest med længere afviklingstid, da vi ved, at tolkning under en prøve er tidskrævende. Desuden fik alle kursister, som var til prøve samtidigt, den helt samme prøve, fortæller Michael Andersen, teknisk konsulent for Multitest.

- Da tolken også var oprettet som kursist, kunne han tolke ét spørgsmål ad gangen, indtil alle deltagerne var klar til at svare. Derefter gik alle videre til næste spørgsmål, forklarer Michael Andersen

Et godt resultat
Da der var tale om et forsøg, overværede også uddannelseskonsulent, Jørgen Jæger fra TUR, selve prøveafholdelsen. Han vurderer, at deltagerne var trygge ved forsøget, blandt andet fordi tolken også var vant til at deltage i prøveforløb, og fordi prøven foregik i et passende tempo.

- Alle kursisterne bestod teoriprøven, så det kan man jo godt kalde en succes. At prøven foregår i et roligt tempo, og at deltagerne oplever sig som en del af en gruppe giver formentlig tryghed og kan være en stor del af forklaringen på det gode resultat.

- Der skal naturligvis - og uden tvivl - lyde stor ros til både faglæreren og tolken, for succesen er jo primært et resultat af 8 dages god og veltilrettelagt undervisning, siger Jørgen Jæger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078