23948sdkhjf

Nok er nok: Tømrermester udvikler indbrudssikring til håndværkerbiler

Danskudviklet system kan tilpasses alle varebiler
For et par år siden fik tømrermester Jeppe Stokbro nok. To indbrud i svendens kassevogn på bare en måned og krav fra forsikringsselskabet om, at de ville opsige forsikringen på bilen, hvis den ikke blev parkeret et andet sted, var dråben der fik bægeret til at flyde over.

- Hvert indbrud koster hurtigt 40-50.000 kr. fordi der skal købes nyt værktøj og selvom forsikringen dækker, så er selvrisikoen ofte høj. Samtidig mister du omsætning fordi svenden hverken har værktøj eller bil, som skal en tur på værksted efter at være blevet brækket op, siger tømrermesteren.

Han har derfor udviklet et jalousigitter af aluminium som monteres indvendigt i bilen ved sidedør og bagdør. De dobbeltvæggede lameller er fremstillet af aluminium og har et separat styresystem, så man også er sikret selv om tyven har formået at hacke centrallåsen. Jalousigitteret styres via en fjernbetjening, som kan sidde i nøgleringen.

Arcasafe, som systemet hedder, er foreløbig monteret i en enkelt testbil og er netop blevet lanceret efter at have været testet bl.a. på DTI i Aarhus. Arcasafe er godkendt efter de normer og standarder som gælder for blandt andet tyverisikring, lyder det fra tømrermesteren, som også har fået et såkaldt brugsmodelpatent.

- Systemet kan skræddersyes til alle vare- og kassevogne. Man kan selv montere det, men vi samarbejder også med et bredt netværk af værksteder rundt om i landet, som kan stå for monteringen, forklarer Jeppe Stokbro, som har ansat en direktør, Miriam Gode, til at tage sig af det videre forløb med salg og markedsføring af Arcasafe, som har firmaadresse i København.

Læs mere om det nye system her

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125