23948sdkhjf

Nu bliver din bilradio snart tavs

Over halvdelen af de nye biler bliver leveret uden de DAB-radioer, som ifølge regeringen skal erstatte FM.

Bare fordi bilen er ny, betyder det ikke nødvendigvis, at radioen er fremtidssikret.

Mange nye biler bliver nemlig leveret uden en DAB-radio, viser en undersøgelse fra brancheorganisationen Danske Bilimportører.

En DAB-radio i bilen kan ellers blive nødvendig, hvis FM-båndet slukkes i 2021, som regeringen lægger op til.

For de fleste bilmærker er det på nuværende tidspunkt under halvdelen af modellerne - fra 1 til 40 procent - der leveres med den nye teknologi installeret.

Så det afhænger meget af, hvilken bil man køber, om den kan modtage digital radio, siger Gunni Mikkelsen, administrerende direktør i Danske Bilimportører.

- Problemstillingen omkring DAB og lukningen af FM-båndet er ikke entydig, når vi spørger vores medlemmer. Nogle importører er langt fremme og leverer stort set kun biler med DAB, mens andre næsten ikke sælger biler med DAB, siger han.

Omkring halvdelen af bilfabrikkerne siger i undersøgelsen, at de har planer om at udbrede DAB til alle deres nye modeller.

LÆS OGSÅ: Kan blive dyrt at høre radio i bilen

Der er tilsvarende en del, der ikke har den store fidus til DAB. De mener, at løsninger som for eksempel radio over wi-fi eller via en app på telefonen er mere værd at satse på.

Undersøgelsen bygger på svar fra ti importører af personbiler, der i alt repræsenterer 16 mærker. De 16 mærker af personbiler repræsenterer knap 77 procent af alle nyregistrerede personbiler i 2018.

FDM, bilejernes interesseorganisation, frygter, at bilisterne kommer til at hænge på en stor ekstraregning for at udskifte FM-radioen.

Også Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, frygter "store konsekvenser" for bilisterne.

- Vi taler om nogle beslutninger, vi skal træffe i Danmark, og der producerer vi trods alt ganske få biler. Først når DAB bliver udbredt i Europa, vil de tekniske udfordringer være løst. Så jeg synes absolut ikke, at det haster med at få lukket for FM-båndet, siger han.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063