23948sdkhjf

E&P suger viden fra studerende

Enemærke og Petersen og VIA University College i samarbejde om at udvikle idéer til løsninger på fremtidens udfordringer i byggebranchen
Hvordan genanvender vi mere byggeaffald fra renoveringsprojekter? Kan vi skabe et nyt marked for genbrug af materialer i byggebranchen? Og kan vi lære af andre brancher og fagligheder, når vi skal skabe grønne løsninger på den affaldsudfordring, som kun bliver større i fremtiden.

Det er nogle af de spørgsmål, som entreprenørvirksomheden Enemærke og Petersen har bedt VIAs byggeri- og ingeniørstuderende om hjælp til at besvare. Gennem et såkaldt crowdsourcing forløb får de studerende mulighed for at komme med idéer til at løse affaldsudfordringerne i byggebranchen.

- Når vi samarbejder med de studerende, får vi adgang til langt flere idéer, end vi nogensinde selv vil kunne generere. Vores medarbejdere er dygtige til at bygge og renovere. Men cirkulær økonomi er et eksempel på en ny og aktuel dagsorden, som vi skal forholde os til. Så for os har det stor betydning at høre, hvad fremtidens generation af ingeniører og konstruktører ser af løsninger på den her problematik, siger Anders Sørensen, der er forretningsudvikler hos Enemærke og Petersen.

Fælles platform for idéudvikling
Enemærke og Petersen samarbejder med de studerende ved hjælp af platformen VIA Connect. Her definerer virksomhederne en problemstilling, som de ønsker hjælp til at løse. Herefter har de studerende mulighed for at indsende deres løsningsforslag – enten som en obligatorisk del af deres studie eller som frivillige deltagere. De bedste idéer præmieres til sidst i samarbejde med virksomheden.

Den model fungerer ifølge Anders Sørensen godt, fordi det giver virksomhederne mulighed for at arbejde med de studerende på tværs af fagligheder og geografi i et trygt miljø.

- Jeg har selv holdt en del oplæg for studerende gennem tiden, og det har kastet mange fine idéer af sig. Men det er samtidig godt, at vi nu har formaliseret samarbejdet gennem VIA Connect, så både vi og de studerende kan samarbejde trygt på en lukket platform, siger han.

Talentspotting og branding
Anders Sørensen lægger dog heller ikke skjul på, at samarbejdet med VIA også er en god måde at spotte og tiltrække fremtidige talenter.
- Hvis vi får en idé, som kan implementeres i morgen, så gør vi selvfølgelig det. Så der er mange muligheder både for os og de studerende, hvis de viser evner og forståelse for vores udfordring, siger han.

Det er projektkoordinator i VIA Connect samarbejdet Rakel Nåvik enig i. Hun koordinerer virksomhedernes cases med uddannelserne og de studerende, og hun har allerede flere gode eksempler på, hvad et crowdsourcing-forløb kan resultere i.

- Vi har både arbejdet med offentlige organisationer som Region Midtjylland og private virksomheder som eksempelvis H2O. Og partnerne har hver gang fået idéer og løsninger, som de ikke selv var kommet på. Samtidig har de studerende fået erfaringer med at løse praksisudfordringer og for at vise, hvad de kan over for en potentiel kommende arbejdsgiver. Så vi vinder alle på det her, siger Rakel Nåvik.

Den konkrete VIA Connect udfordring med Enemærke og Petersen løber frem til den 14. maj. Herefter gennemgår virksomheden de indkomne forslag og finder vinderløsningerne. Aktuelt har 13 deltagergrupper fra VIAs uddannelser allerede indsendt løsningsforslag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235