23948sdkhjf

Lækre lastbiler og masser af jobs

Årets største transportmesse bliver et udstillingsvindue for en branche, der mangler tusindvis af medarbejdere
På trods af fyldte ordrebøger hos hovedparten af de danske vognmandsforretningerne, står hundredvis af lastbiler parkeret uden at levere varen. Der mangler simpelthen chauffører til at køre dem. Den traditionsrige transportmesse Vestfyn Trækker, der løber af stablen fra 25. til 27. maj i Ejby ved den fynske motorvej, bliver derfor et udstillingsvindue for den samlede transportbranche og en charmeoffensiv for at få flere unge mennesker til vælge en karriere i transportverden.

– Det er enormt vigtigt for os at fange de unges interesse og vise, at branchen nu og i fremtiden involverer en masse spændende og innovativ teknik. Samtidig skal vi fortælle, at transportbranchen er så vigtig en spiller i samfundet, at hvis vi ikke får denne rekruttering i gang, giver det enorme problemer for hele samfundsøkonomien. Disse ændringer skal komme fra branchen – vi skal blive bedre til at komme ud af busken og fortælle de mange gode historier fra chauffører, fortæller Gert Jacobsen, bestyrelsesformand i ITD og ansvarlig for den officielle åbningstale ved Vestfyn Trækker.

Overraskende god løn
Transportens Udviklingsfond, der er skabt af ATL og 3F for at sikre fremtidens arbejdskraft, vurderer, at der mangler 2500 lastbilchauffører i Danmark. Fonden har blandt andet iværksat kampagnen Job i Transport, der arbejder for at udbrede kendskabet til de mange forskellige jobmuligheder i transportbranchen.

– Job i Transport-kampagnen har kørt i to år, men det tager tid at vende et image fra negativt til positivt. Vi kan dog se, at indsatsen hjælper. Antallet af lærlinge i virksomhederne er fordoblet fra 300 til 600, og vi får mange positive tilbagemeldinger, når vi er ude på folkeskoler med vores kampagnelastbil. De unge bliver blandt andet overrasket over, hvor god lønnen er som chauffør, forklarer Magnus Købke, der er projektchef i Transportens Udviklingsfond.

Vigtig efteruddannelse af mekanikere
Udover chauffører er der også mangel på lastvogns- og trailermekanikere. Et af branchen tiltag for at komme denne mangel til livs er oprettelsen af Besko Akademi, der tilbyder efteruddannelse og opkvalificering af mekanikere. Besko er leverandør af reservedele til transportbranchen, og akademiet er stablet på benene af samtlige underleverandører. Det betyder, at ingen producenter bliver forfordelt, og at det er muligt at få undervisning i de brands, det enkelte værksted arbejder med.

– Hidtil har der simpelthen ikke eksisteret nogen efteruddannelse for lastvogns- og trailermekanikere, hvilket har betydet, at mekanikerne manglede viden om producenternes nyeste teknologier. Samtidig har det måske ikke været så cool at uddanne sig til lastvognsmekaniker. Vi vil gerne gøre karrierevejen mere attraktiv ved at vise, at mekanikere bliver ved med at udvikle sig. I dag har en mekaniker en skruenøgle i den ene hånd og en computer i den anden, fortæller Søren Fredslund, der er marketingchef ved Besko Akademi.

En af de tidligste støtter til det nye akademi med en hovedrolle i selve etableringen, er Per Mikkelsen, der er direktør i den store koblingsproducent VBG og arrangør af Vestfyn Trækker. Ønsker du at opleve de mange muligheder og spændende arbejdsopgaver i transportbranchen, kan du hente gratis billetter til Vestfyn Trækker her

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078