23948sdkhjf

55 år på samme arbejdsplads

Han havde ikke fri: Sagde nej tak til at møde Dronningen for fem år siden
Efter et helt arbejdsliv i kampen for det gode indeklima siger Lindab-værkfører Jørn Kragelund nu farvel til ventilationsbranchen og goddag til pensionisttilværelsen.

Gennem hele sit arbejdsliv har Jørn Kragelund arbejdet med ventilation. 55 år er det blevet til. Det er imidlertid ikke noget, som Jørn gør et stort nummer ud af. For ham kommer kunderne og deres ordrer i første række, og det kan selv ikke en invitation fra Dronningen ændre på.

- Til mit 50 års jubilæum for fem år siden havde jeg mulighed for at møde Dronningen, men jeg holder altså ikke fri, medmindre vi har lukket. Derfor måtte jeg pænt takke nej, fortæller Jørn Kragelund.

Efter 55 år i branchen er tiden alligevel kommet til at sige farvel til kunderne i ventilationsbranchen og kaste sig over nye projekter. Jørn har nemlig planer om at skifte den friske luft fra ventilationsbranchen ud med den friske luft fra landevejene, når han fremover vil kaste sin tid og energi over sit nye projekt; at lære landevejscykling.

Den lokale mand
Jørn blev færdig med sin uddannelse som klejnsmed i slutningen af 1960’erne og med årene fik han titlen som værkfører. Siden 2000 har han været kendt og anerkendt som den lokale mand fra Lindab i Viby.

For Jørn er det helt afgørende med tillid og åbenhed, når man gør forretning sammen.

- Som værkfører har jeg været ham, der har haft føling med det hele. Jeg siger altid kun ja til en opgave, når jeg ved, at tingene kan lade sig gøre. Og så gør jeg til gengæld også alt for at få det til at ske. Jeg møder altid ind klokken 06:00 om morgenen for at være på forkant med dagen. Det kan jeg godt lide, fordi jeg gerne vil leve op til kundernes ønsker, fortæller Jørn og fortsætter:

- Når jeg kigger mig omkring blandt mine kollegaer, ser jeg mange ansigter, som har været her i 15, 20 og ligefrem 40 år. Det siger meget om både folkene og Lindab. Det er erfarne og kompetente folk, der har forstand på forretningen. Den slag loyalitet har betydning både for arbejdspladsen og kunderne, så jeg er helt tryg ved at lade faklen gå videre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094