23948sdkhjf

Dansk nedriver håndplukket til opgave i Sverige

Da et tonstungt og 100 meter højt gasanlæg i Stockholm skulle fjernes, gik opgaven til dansk nedriver-ekspert
Det krævede både nytænkning og meget grundig planlægning, da det svenske datterselskab NKR Demolition Sweden AB fik til opgave at fjerne et forældet og udtjent gasanlæg i Stockholm. I det 100-meter høje anlæg opbevarede man tidligere overskydende bygas. Især at få gasklokken ned var noget af en udfordring. Klokken vejede 2.200 tons, målte 55 meter i diameter og 100 meter i højden.

- Her var det både stort og tungt at arbejde med, og derudover stod anlægget meget tæt på nogle nybyggede boliger. Så her kan man virkelig tale om detaljens kunst rent projekteringsmæssigt. Men det er jo netop den type opgaver, vi godt kan lide. Når noget er svært, er det også spændende og udfordrende, fortæller ingeniør Claus Berthelsen fra NKR Gruppens svenske selskab.

NKR Demolition Group er specialister i alle former for nedrivning af både bygninger og store industrianlæg, og arbejder samtidig med miljøsaneringer, nedskæring, genanvendelse af jern til skrotning, sprængning og knusning. Den danske entreprenørvirksomhed har hovedkvarter i Glostrup og er moderselskabet i NKR Demolition Group, som også omfatter datterselskaberne NKR Demolition Sweden AB og NKR Riving Norway AS.

25 mand i døgndrift
For koncernens svenske datterselskab kom opgaven med gasklokken til at vare i alt fem måneder på grund af den omfattende planlægning og projektering. De sidste ti uger arbejdede 25 mand i døgndrift for at løse selve nedrivningsopgaven.

- Gasklokken hvilede på en rund konstruktion med 20 ben, og vi blev nødt til at fire klokken ned inde i selve konstruktionen. Derfor endte vi med at placere en kæmpe donkraft under hvert ben, og så fjernede vi benene i små bidder. Faktisk med kun 160 cm ad gangen, så vi dermed helt langsomt kunne sænke klokken. Det har helt klar været vores hidtil mest krævende projekt, fordi de 20 donkrafte jo var nødt til at køre fuldstændigt synkront. Hvis en klokke på 2.200 tons kommer ud af balance oppe i mange meters højde, kan det ende helt galt, understreger Claus Berthelsen.

Specialkompetencer giver flere opgaver i Norden
NKR Demolition Group har gennem de sidste tre årtier og arbejdet sig støt og roligt mere og mere ind på hele det nordiske marked. En af årsagerne er netop firmaets kompetencer i forhold til meget svære nedrivningsopgaver.

- Det har været interessant og udfordrende at løse denne opgave. Og efter mange timers forberedelser og kalkulationer samt ekstremt nøjagtigt præcisionsarbejde i forbindelse med nedtagningen, lå der en stor tilfredsstillelse i endelig at se gasklokken stævne ud fra havnen i Stockholm for at blive sejlet til et smelteværk i Hamborg. Alt gik godt, og de flinke naboer har været helt uvidende om, hvor svært det arbejde, der foregik bag hegnet, egentlig var. Og netop sådan skal det jo være. Det er ikke svært at vælte noget. Ned skal det jo nok komme. Det svære består i at gøre det 100 pct. kontrolleret, og her har vores team har klaret opgaven til UG, slutter Claus Bertelsen.

Værdien af ordren på nedrivningsopgaven i Stockholm var på 24 mio. svenske kroner, og koncernen oplyser, at en række nye, større ordrer forventes igangsat i Sverige henover sommeren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064