23948sdkhjf

Håndværkere nægter mishandling af lærling

Fire håndværkere afviser anklager om mishandling af lærling. Det var drengerøvsagtige drillerier, hævder de
Fire håndværkere, der anklages for flere tilfælde af vold og overgreb mod en ung lærling, nægter sig skyldige.
Det siger de samstemmende, da retssagen mod dem begynder tirsdag ved Retten i Kolding.

Det er alvorlige sager om mishandling med et kosteskaft og en tømrerblyant i endetarmen, som håndværkerne står anklaget for.

Det skal være foregået på byggepladser i Horsens, Odense og på firmaadressen i Kolding i perioden fra marts til september 2016.


Men beskyldningerne er grebet ud af den blå luft, lyder det fra to af de tiltalte, som har været i vidneskranken.
De pjattede sammen og stak til hinanden i ny og næ. Men det gik begge veje, fortæller en af dem.

- Han har skudt mig i røven med en sømpistol, og vi har brændt hinanden i røven med tagpapbrændere, siger han.

Manden, der er solbrændt og iført en spraglet skjorte, siger, at han nok også har "prikket" lærlingen i bagdelen med en blyant.

- Du ser jo også fodboldspillere stikke fingre i røven af hinanden, når de står og jubler over et mål. Det er noget, drengerøve gør, siger den tiltalte.

Håndværkeren fortæller, at han havde et nært forhold til lærlingen, som han hentede hver morgen.

Han erkender, at han ved en enkelt lejlighed har været med til at holde lærlingen fast, mens kolleger holdt et kosteskaft op mod lærlingens endetarm.

Det er en episode, der er blevet filmet af en af de andre tiltalte.

Men det var ”sjov og ballade” og en "tak-for-sidst", fordi lærlingen tidligere samme dag havde skidt i en pose og efterfølgende holdt posen hen foran ansigtet på en af kollegerne, forklarer han.

Den tiltalte husker, at lærlingen efterfølgende har set videoen og "skraldgrinet" af den i venners påhør.

Han gætter på, at lærlingen er gået til politiet med anklagen for at få nogle penge ud af det.

Samme opfattelse har en anden af de tiltalte håndværkere, der var chef for lærlingen.

Han forklarer, at lærlingen tilbød at slå en handel af, inden han gik til politiet.

- Hvis vi gav ham 150.000 kroner, ville vi ikke høre mere om sagen, forklarer han.

Kollegerne afviste imidlertid lærlingens forslag. Herefter gik sagens offer til politiet.

Den 20-årige lærling er siden blevet udlært, og han arbejder i dag et andet sted.

Han forklarede i Retten i Kolding , at han ventede næsten et år med at anmelde fire kolleger fra arbejdspladsen for grov vold og overgreb.

- Jeg synes, det var så dybt krænkende, at jeg ikke fortalte det til nogen, siger han.

- Jeg var også bange for at miste min læreplads, hvis jeg fortalte det. Derfor anmeldte jeg det først, efter at jeg var blevet udlært, siger han.

Den spinkle mand, der er iført en armygrøn skjorte, hævder, at han var udsat for adskillige tilfælde af grov vold og mishandling.

Det skete på byggepladser i Odense og Horsens og på firmaadressen i Kolding i perioden fra marts 2016 til september 2016.

I ét tilfælde skete det tre gange i løbet af en dag, fortæller han.

Hver gang var mønstret det samme: Uden foregående varsel blev han lagt ned, forklarer han. Herefter blev han holdt fast, mens et kosteskaft blev presset op mod hans endetarm.

Lærlingen kunne ikke stille noget op, da han anså de andre for fysisk overlegne.

Ved en episode fik han en tømrerblyant stukket et stykke op i endetarmen, forklarer han.

Det skete, efter at han igen var blevet lagt ned på jorden, og at en af kollegerne havde skåret et hul i arbejdsbukserne.

- De andre stod og grinede, mens jeg råbte og skreg. Jeg kunne mærke blyanten var oppe, og bagefter trak jeg mine underbukser ud fra et stykke af endetarmen, siger han.

- Jeg har også gjort noget ved dem, men det var slet ikke af denne kaliber, forklarer lærlingen.

Den 20-årige fortæller, at han har fået hjælp fra en psykoterapeut til at bearbejde hændelserne.

Men oplevelserne sidder stadig dybt i ham, og derfor har han bedt dommeren om at få lov at afgive forklaring uden de tiltaltes tilstedeværelse i retten.

Det ønske har dommeren dog afvist. I stedet har de tiltalte indtaget de bageste tilhørerpladser under den forurettedes forklaring.

Der ventes at falde dom i sagen i næste uge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109