23948sdkhjf

Hede entreprenør-drømme i Herning

E&H 2018 er skudt i gang – på jorden og i luften
Torsdag morgen stod de 128 udstillere fordelt på 136 stande klar til at byde de besøgende velkommen til tre dage på den hidtil største udgave af E&H - Entreprenør og Håndværk. Fagmessen er entreprenør- og anlægsbranchens største og er arrangeret i et samarbejde mellem Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning. E&H 2018 inviterer 14.-16. juni indenfor til tre dage med de nyeste maskiner og teknologier, faglige aktiviteter, prisuddelinger og et stort, arbejdende messeområde.

Administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, bød velkommen torsdag morgen, hvor han takkede samarbejdspartnerne og udstillerne for deres indsats og opbakning, inden han fortalte om de nye tiltag på E&H:

- E&H 2018 er den tredje i rækken af messer siden starten i 2012. Og dette års udgave markerer sig på flere måder. Som noget nyt er der premiere på Danmarks Bedste Lærling - DBL - for maskinmesterlærlinge, og der præsenteres en række af spændende foredrag i Førerhuset. E&H skaber både ny viden og vidensdeling, sagde Georg Sørensen og sendte samtidig en stor ros til branchen for den forskel, den gør for og i samfundet samt for sin unikke synlighed, der ikke kun fascinerer branchen men alle aldre:

- Vi har udsigt til tre dage, hvor alle sanser er i brug, hvor vi oplever produkterne, maskinerne og alle de spændende nyheder i virkeligheden. Og de oplevelser skabes her på E&H 2018.

Herefter gav Georg Sørensen ordet videre til Palle Kjærsgaard, formand for Maskinleverandørerne, som talte på vegne af entreprenørbranchen:

- Velkommen til tre dage med faglighed, nyheder og action i højsædet på Danmarks største, arbejdende fagmesse. Det er en messe, der binder vores branche sammen, og her kan vores gæster opleve nye maskiner, teknologier fra branchens førende virksomheder og et aktivitetsprogram, der ikke er set mage i E&H's historie. Alle med passion og hjerte for entreprenørmaskiner og teknik er samlet her i Herning.

Femern skaber entreprenørarbejdspladser
Årets officielle åbningstaler var Kim Smedegaard Andersen, teknisk vicedirektør for Femern A/S, som talte om Femern Bælt projektet - verdens længste sænketunnel for biler og tog, der vil forbinde Lolland og Tyskland med 18 kilometer tunnel og skabe muligheder for branchen:

- Tunnelen skal bygges i Danmark. 2.000 medarbejdere skal binde jern, støbe beton og sikre, at elementerne bliver lavet i høj kvalitet. Det giver muligheder for rigtig mange danske virksomheder for at komme i arbejde og være med til at bygge det her fantastiske projekt, sagde Kim Smedegaard Andersen og fortsatte:

- I den kommende tid skal der laves nye veje, cykelstier, graves ud og meget andet. Opgaver som I er meget velkomne til at byde ind på eller stå klar med effektive maskiner til. Jeg vil på det kraftigste opfordre jer til at holde øje med vores udbudsportal, hvor alle opgaver bliver lagt ud. Jeg glæder mig til at møde jer igen på byggepladsen, sagde Kim Smedegaard Andersen, inden han erklærede E&H 2018 for åben.

E&H på jorden og i luften
Forude venter der de besøgende og udstillerne tre dage i Herning med et væld af aktiviteter. Som noget helt nyt kan besøgende bl.a. opleve et særligt droneområde. Det er luftrummet over MCH Outdoor Arena, der er taget i brug, og de besøgende kan blive klogere på, hvad det kræver at flyve med en drone, og hvilke muligheder det åbner op for.

På scenen ”Førerhuset” kan der hver dag under E&H hentes værdifuld viden, når forskellige brancheaktører og debattører præsenterer inputs til trends og nye teknologier.

Det er også på E&H 2018, at mekanikerlærlinge for første gang nogensinde skal dyste om at blive Danmarks bedste inden for entreprenørmaskiner. DM afholdes af Maskinleverandørerne, og vinderen kåres lørdag kl. 12.00.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.221