23948sdkhjf

Nye donationer sikrer tanghuse

De særlige tanghuse på Læsø er et vidnesbyrd om en bygningskultur, som har været fuldstændig truet af forfald. I 2016 påbegyndte man et større restaureringsprojekt, og nu sikrer nye donationer at anden etape af projektet kan starte.

Bygningerne med det metertykke tangtag har været i stigende forfald, og der er nu kun 33 huse tilbage med tangtag eller rester heraf. Ålegræsset blev ramt af sygdom i 1930’erne, håndværket forsvandt og de utætte tage blev ikke repareret.

Tanghusene på Læsø

Tanghusene er kulturarv, som fortæller om en tid, hvor en fattig befolkning på Læsø måtte bygge huse af de materialer, man kunne finde lokalt:
Ålegræs til tangtage, ler til bindingsværksvægge og træ fra skibsforlis.

Det er også et vidnesbyrd om at matriarkalsk samfund, hvor kvinderne stod for landbrug, husholdning og husbyggeri, mens mændene drog på langfart for at skaffe indtægt, og kun sjældent var hjemme på øen.

Metoderne til tængning af tangtagene kan derfor henføres til teknikken, når man spinder uld.

Første etape af det omfattende restaureringsprojekt på 34 mio. kr, blev støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 20 mio. kr. og Slots- og Kulturstyrelsen med 9 mio. kr. Ligeledes har Realdania støttet formidlingen om projektet.

’Man har derved sikret de første 10 tanghuse og er dermed allerede langt i at sikre et sammenhængende kulturmiljø af tængede huse i Gl. Østerby.

Nu har A.P. Mølllerfonden skudt yderligere 10 mio. kr. i projektet. Samtidig har Aage og Johanne Louis-Hansen fonden doneret otte mio.kr. og Augustinus Fonden fire mio. kr. til at fortsætte projektet med Etape 2.

Ligeledes planlægger Slots- og Kulturstyrelsen restaurering af de sidste fredede ejendomme, beliggende i Østerby og Bangsbo-området. Læsø Kommune støtter med byfornyelsestilskud, ligesom ejerne selv skal bidrage med 10 pct. af udgifterne, fremgår det af en pressemeddelelse.

Dette danner grundlag for at yderligere cirka 10 ejendomme inden for de kommende tre år bliver restaureret med facade og nyt tangtag.

Allerede nu har projektet skabt interesse, både lokalt og ved de mange turister der årligt besøger Læsø. I perioder er der op til 100 gæster dagligt, der besøger de byggepladser, hvor der tænges, og går en tur på Tanghusruten i Gl. Østerby.

Anden etape har et samlet budget på 40 mio. kr.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081