23948sdkhjf

Storebæltstunnel sikres mod stigende vandmasser

Maskinerne er netop nu i gang med at gøre digerne omkring Sprogø højere. Det skriver DR Sjælland.
For da Storebæltsforbindelsen blev designet for omkring 30 år siden, havde man ikke forventet de klimaforandringer, som man ser i dag.

Hver dag kører 22.000 togpassagerer under Storebælt - og de nye diger skal sikre tunnelen mod oversvømmelse i fremtiden, fortæller driftsleder for vej- og landanlæg på Storebæltsforbindelsen, Jan Lyngsø:

- De nuværende diger er designet ud fra data tilbage fra midt 80'erne, da anlægget blev bygget. Som alle ved er klimaet ved at ændre sig, og det betyder, at vores baggrundsværdier til at dimensionere sådan nogle konstruktioner er blevet øget. Derfor er vi nødt til at sikre digerne, for at sikre os, at der ikke sker oversvømmelse mod tunnelen, siger han til DR Sjælland.

Arbejdet ventes at stå på frem til efteråret 2019 - mens en ny klimasikring omkring tunnelportalen afsluttes ved udgangen af 2021. Men dermed er det ikke sikkert, at det bliver sidste gang at Storebæltstunnelen skal sikres mod oversvømmelser.

- Hvis det viser sig, at klimaet fortsætter og vandstanden øges , så er man nok nødt til at lave endnu en sikring omkring 2055, fortæller driftslederen til DR Sjælland.

De nuværende diger på Sprogø kan modstå en vandhøjde på 2,5 meter over daglige vande. I fremtiden forventes højvandet i sjældne tilfælde at kunne komme op på 3, 25 meter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203