23948sdkhjf

Læreplads i sort: Skorstensfejere mangler lærlinge

Mens mange unge forgæves jagter en læreplads som elektriker, tømrer eller kok, så er der et fag, hvor der er adskillige ledige lærepladser.
Der er nemlig mangel på skorstensfejere i Danmark i øjeblikket, og talsmand for skorstensfejerlauget Jesper Kjær erkender, at det skyldes, at man har sovet i timen.

- Over tid har vi ikke fået nok lærlinge ind, og det er jo lidt vores egen skyld. Så vi bliver straffet i øjeblikket, fortæller han til DR Nordjylland.

Men nu er skorstensfejerne altså klar til at tage lærlinge ind. Det gælder blandt andre for Skorstensfejermester Jens Hellmers fra Aalborg.

- Jeg kan tage en lærling ind lige med det samme. Der er ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man går med en drøm om at blive skorstensfejer med høj hat og blanke knapper, siger han.

Jens Helmers tror, at de unge overser de gode jobmuligheder som skorstensfejer på grund af manglende kendskab til jobbet.
- Måske fordi håndværkerfag ikke er så populære og fordi skorstensfejerfaget er så lille, så er der så få der ved, at det er en mulighed, vurderer Jens Helmers.

Landet over er der 550 skorstensfejere, og jobmulighederne er rigtig gode, hvis man skulle kaste sig over uddannelsen, siger Jesper Kjær fra skorstensfejerlauget. Han anslår, at der lige nu er brug for 50 lærlinge til at feje skorstene.
- Der er helt sikkert jobgaranti. Der er masser af arbejde at gå i gang med, siger han.

Skulle det ikke være nok begrundelse for at hoppe i det sorte tøj og kravle op på stigen, så fremhæver skorstensfejerlærling Jeppe Duus fra Aars selvstændigheden ved jobbet.

- Man kører selv og styrer sin egen tid, så det er meget alsidigt, siger han til DR Nordjylland.

Efter at have gået på gymnasiet og arbejdet et par år i butik, var det en overraskelse både for ham selv og for omgangskredsen, at skorstensfejerfaget blev hans drømmejob.

- Det var der sådan set ingen af os, der havde set komme, men nu skal det være det resten af mit liv, siger Jeppe Duus.
Han opfordrer andre unge til at tage kontakt til en skorstensfejer og måske prøve at komme med et par uger, for at se om det er noget.
- Man kommer ud og taler med en masse forskellige mennesker, så det er også det spændende ved jobbet, siger skorstensfejerlærlingen.

Udover fejning af skorstene tager faget sig i dag også af rengøring af ventilationssystemer og rådgivning om energieffektivitet. Uddannelsen tager 4 år og 6 måneder, hvoraf over halvdelen består af lærlingeforløb.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.89