23948sdkhjf

Kørekortet er på vej som app til smartphone

Inden for de næste to år vil det lyserøde plastikkort ikke nødvendigvis være klemt sammen mellem andre kort i pungen, men være tilgængeligt på en app.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Kørekortet er dermed det første id-bevis, der bliver digitalt.

Hensigten er, at man slipper for at have legitimation andre steder end på sin mobiltelefon.

Og det giver god mening, fordi mange allerede bruger mobilen til at betale regninger i netbank eller se lønsedler i e-Boks, mener innovationsminister Sophie Løhde (V).

- I dag har de fleste en smartphone, og den er blevet en fast del af mange danskeres hverdag.

- Mobilen har nærmest erstattet pungen, og derfor giver det god mening at få kørekortet på mobilen, så det altid er lige ved hånden, siger Sophie Løhde.

Kørekortet bliver digitalt i form af en app, som man kan logge ind på ved at taste en personlig kode eller afgive et personligt fingeraftryk.

Appen vil ikke erstatte det fysiske kort, men være et supplement. Man vil altså stadig kunne bruge plastikkortet, hvis man har lyst.

Alligevel vil digitaliseringen af kørekortet få betydning for dem, der foretrækker at have et fysisk kort med i lommen.

Ifølge transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) tager det nemlig for lang tid at få behandlet sin ansøgning om kørekort, fordi det foregår manuelt.

- Derfor vil regeringen, ud over at gøre selve kørekortet digitalt, også se på mulighederne for at digitalisere ansøgningsprocessen, så det sparer tid hos både ansøgerne og sagsbehandlerne, siger ministeren.

Nyheden om, at regeringen vil gøre det muligt at tilgå kørekortet fra en app, kommer, få måneder efter at nøglekortet NemID blev digitaliseret.

Siden maj har det været muligt at erstatte det lille papkort med en app.

Dengang hentede omkring 200.000 mennesker appen inden for det første døgn.
Om det bliver det samme med det digitale kørekort, er dog ikke til at vide endnu.

Appen forventes klar inden udgangen af 2020.

Fremadrettet forventer regeringen, at også andre id-beviser såsom for eksempel sundhedskortet skal være digitalt.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Varebiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094