23948sdkhjf

Nye tal: Beskæftigelsen stiger fortsat i byggeriet

Selvom stadig flere virksomheder i byggeriet har svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for, bliver der skabt mange nye arbejdspladser.

I 3. kvartal var der 173.400 beskæftigede i bygge og anlæg, og vi skal tilbage til 2008 for at finde så højt et tal.

Ifølge Danmarks Statistik har bygge- og anlægsvirksomhederne skabt 1.500 nye job i 3. kvartal sammenlignet med kvartalet før.

- Med 173.400 beskæftigede er den kvartalsvise byggebeskæftigelse - populært kaldet byggeriets ”kongetal” – nu på det højeste niveau i næsten ti år. Byggeriet er ganske vist præget af store udfordringer med rekruttering af kvalificerede medarbejdere, men på bundlinjen går det fortsat fremad med at skabe nye job, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.

Mange må sige nej til opgaver
Ifølge Dansk Byggeri har man i branchen måttet opgive at besætte over 7.000 ledige stillinger i løbet af 2018.

- Ideelt set kunne man derfor formentlig have haft en endnu kraftigere jobvækst. Men når det er sagt, skal man samtidig passe på, at det ikke kommer til at gå for stærkt i byggebranchen – med risiko for negative konsekvenser for blandt andet arbejdsmiljø, tidspres og kvalitet, advarer Bo Sandberg.

Det er især boligbyggeriet, der er i vækst. Senest er skønnet for antallet af påbegyndte boliger i år hævet fra 29.000 i foråret til nu 33.500. Den brede fremgang på boligmarkedet med mange hushandler i hele landet kaster samtidig mange renoveringsopgaver af sig.

Flere tømrere og vvs’ere
Ser man på faggrupperne, er der især fremgang for tømrermestre med et plus på 2.400 job det seneste år og vvs-installatører med 1.200 flere beskæftigede.

Omvendt har der været en ret markant nedgang hos anlægsentreprenører, som det seneste år har mistet 1.200 job, svarende til et procentvist fald på godt seks procent.

- Vi har et todelt marked for bygge- og anlægsopgaver. Mens nybyggeriet buldrer derudaf, ser det sortere ud med anlæg af ikke mindst nye veje. Lige nu bliver der gjort flere projekter færdige, end der påbegyndes. Vi savner i den grad en stabil og overskuelig langsigtet plan for infrastrukturinvesteringer, siger Bo Sandberg.

Mere moderat jobvækst i 2019 og 2020 I perioden 2015-18 er byggebeskæftigelsen i snit steget med 3,9 procent om året. Men de næste to år ventes jobfremgangen at lande på cirka 2,5 procent årligt.

Det vurderer Dansk Byggeri i sin nyeste konjunkturprognose. I både 2019 og 2020 forventes således 4.500 nye byggejob.

- Og det bør branchen kunne håndtere med en kombination af flere nyuddannede, seniorer der bliver længere tid på arbejdsmarkedet og adgang til udenlandske medarbejdere, siger Bo Sandberg.

rg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109