23948sdkhjf

Varmepumpe-fokus: Særlig uddannelse skal mindske fejl

Energistyrelsen iværksætter nu et særligt uddannelsesforløb, der skal opgradere kompetencerne blandt installatør- og montørvirksomheder, producenter og grossister m.fl. Målet er at sikre bedre installationer og mindske antallet af fejl, når varmepumperne installeres i danskernes hjem.

Baggrunden for indsatsen er bl.a. en rapport fra 2017, der viser, at 85 procent af de undersøgte installationer for væskevand-varmepumpeanlæg ikke har en tilstrækkeligt energieffektivitet (SFP). Derfor er der brug for at styrke installatørbranchens kompetencer, så energieffektiviseringspotentialet i højere grad bliver indfriet, og kunderne oplever større tilfredshed med deres varmepumpe. Den gode kundetilfredshed er vigtig i forhold til at gøre varmepumper til den foretrukne opvarmningsform uden for fjernvarmeområderne. De nye kurser er en del af denne indsats.

Klar til VE-godkendelse
Virksomheder, der sender medarbejdere på de nye kurser, får styrket deres kompetencer - og sikrer sig samtidig, at virksomheden hurtigt kan blive VE-godkendt. At have en VE-uddannet medarbejder er en forudsætning for, at virksomheden kan opnå VE-godkendelse. Deltagerne på to af kurserne kan afslutningsvis tage en prøve, der giver grundlag for at opnå VE-godkendelse.

Kursusdeltagerne kan altså med bestået prøve og VE-uddannelsesbeviset i hånden varetage rollen som VE-uddannet medarbejder på varmepumpeområdet, forudsat at de i forvejen er uddannet som installatør. Prøven varetages af KEA (Københavns Erhvervsakademi), mens kurserne gennemføres af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger og foregår hos Teknologisk Institut i Taastrup, Aarhus og Odense.

VE-godkendelsen er frivillig ordning for virksomheder, som monterer og installerer små vedvarende energianlæg, herunder varmepumper. Det er Energistyrelsen, som er ansvarlig for ordningen.

For at blive VE-godkendt skal virksomheden - ud over at have en VE-uddannet medarbejder - have et kvalitetsledelsessystem, der er tilpasset kravene i VE-godkendelsesordningen. Det er dog en forholdsvis simpel opgave at tilpasse virksomhedens kvalitetsledelsessystem til kravene i VE-godkendelsesordningen. Brancheorganisationerne TEKNIQ og Arbejdsgiverne hjælper gerne hermed.

De virksomheder, der har opnået en VE-godkendelse, kan blandt andet findes på SparEnergi.dk , som er en hjemmeside med 600.000 besøgende årligt. De VE-godkendte virksomheder ses her

Læs mere om både kurser og VE-godkendelse her

Læs rapporten 'Den gode varmepumpeinstallation' her

Vælg mellem tre forskellige kurser

• Intensiv læring i form af et 3-dages kursus til dem, der sælger, projekterer eller installerer varmepumper. Det er for ingeniører, installatører, maskinmestre eller håndværkere, der arbejder i en installatørvirksomhed eller hos en producent, grossist, rådgiver e.l. Prisen er 1.200 kr. inkl. kursus, prøve og uddannelsesbevis.

• Supplerende 1-dags kursus for erfarne installatører og rådgivere, der i forvejen har kurser fra VPO-ordningen eller tilsvarende efteruddannelsesniveau. Prisen er 500 kr. inkl. kursus, prøve og uddannelsesbevis.

• 1-dags kursus for varmepumpemontører og -teknikere/vvs'ere, der er udførende på varmepumpeinstallationer. Prisen på kurset er 500 kr. Der er ingen prøve ved dette kursus.
Alle tre kurser udbydes af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25