Erfaren byggemand i spidsen for NCC
Mogens Nielsen, der får det samlede overordnede ansvar for Byggeri og Renovering i NCC i Jylland, er uddannet tømrer og ingeniør. Hans karriere i byggebranchen startede i Rasmussen & Schøitz, der siden blev til NCC. I Rasmussen & Schøitz var han blandt andet projektleder på store opgaver som byggeriet af Maersk Container Industri i Tinglev og FDB’s centrallager i Albertslund og Hasselager.
Han gik ledelsesvejen og blev regionsdirektør i JB Entreprise, og da han vendte tilbage til NCC i 2000 førte det til en stilling som direktør for NCC Byggeri i Syddanmark. Senest var Mogens Nielsen sektionsdirektør hos MT Højgaard, inden han blev hentet tilbage til nye udfordringer i NCC.