23948sdkhjf

Ministeren vil give skurvogne et velfærdsløft

- Der skal være bedre velfærd i danske skurvogne.

Så kontant lød meldingen fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, da han onsdag morgen sad bænket over kaffen i en skurvogn i København. Det skriver Avisen.dk.

På initiativ af murer Mette Schack Dahlmann var også ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, LO's næstformand Nanna Højlund, 3F's forbundsekretær Søren Heisel og direktør i Dansk Byggeri, Peter Stenholm, stået tidligt op for at se et spritnyt eksemplar af en skurvogn, der er designet efter inspiration fra den kvindelige murer.

- Hvis man vil have flere kvinder ind på danske byggepladser, er man nødt til at gøre noget ved skurvognene, så det er muligt for kvinder at bade i dem, siger Mette Dahlmann.

Samarbejde med producent
I dag skal der ifølge lovgivningen være adgang til særskilt bad eller badetid, når der arbejder både kvinder og mænd på byggepladsen.

- Der er bare et badeforhæng i skurvognene, og det er problematisk, fordi mange kvinder er utrygge ved at bade, siger hun og beskriver, hvordan det er svært at låse døren til hele skurvognen.

Derfor har Mette Dahlmann i samarbejde med direktør i virksomheden Scanvogn, Dennis Stjerne, fået bygget en skurvogn, hvor der er en dør ind til et lille badeværelse, hvor man så let som ingenting kan gå i bad uden risiko for, at nogen lurer med.

Den nye praktiske løsning med en dør koster cirka 5.000 kroner ekstra for en skurvogn, hvilket direktøren i Dansk Byggeri, Peter Stenholm, mener er for dyrt.

- Selvom det lyder tilforladeligt med 5.000 kroner ekstra for en skurvogn, er der ingen grund til at kaste sig over dramatiske løsninger til at løse et problem, der måske ikke er der, siger han.

Minister: Også et problem for mænd
Men beskæftigelsesministeren mener ikke, at det er en dyr løsning, men tværtimod en nødvendig løsning for at forbedre forholdene på byggepladserne for både mænd og kvinder.

- Jeg synes også, at det er et problem som mand at skulle stå bag et badeforhæng. Der er altså også mænd, der ikke har lyst til at flashe deres krop, når de er i bad. Uanset om man er mand eller kvinde vil man gerne have lov til lidt privatliv, når man bader. Og der er også masser af unge lærlinge, der ikke bryder sig om at bade under de forhold, der er nu, siger Troels Lund Poulsen.

I løbet af ganske kort tid vil han indkalde 3F og Dansk Byggeri til et møde for at opdatere bekendtgørelsen om indretning af skurvogne. Og det handler både om ligestilling og velfærd for alle medarbejderne, betoner ministeren.

- Det vil betyde bedre arbejdsmiljø og bedre velfærd for både kvinder og mænd at forbedre skurvognene, og det fortjener at få noget politisk opmærksomhed. Derfor er der også grund til at takke Mette Dahlmann for at sætte det på dagsordenen, siger Troels Lund Poulsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093