23948sdkhjf

Frøslev Træ styrker projektmarkedet: Ansætter kræfter med 30 års erfaring

Træproducenten Frøslev Træ vil være en endnu større spiller på projektmarkedet. Derfor har virksomheden ansat to nye kræfter til firmaet, der til sammen kommer med mere end 30 års erfaring. 

Det fortæller virksomhedens salgschef Morten Bak i en pressemeddelelse: 

- Branchen har mere end nogensinde før fokus på træ som byggemateriale. Det inkluderer også projektmarkedet, hvor vi oplever, at flere og flere omfattende projekter opføres med træ. Derfor har vi besluttet at styrke vores forretning med to nye projektkonsulenter, siger han.

1. januar kunne træproducenten således byde velkommen til Bo Toftager, projektkonsulent med ansvar for Nordsjælland og København, mens Dennis Mortensen tiltræder som projektkonsulent i Jylland.

- Bo og Dennis fungerer som videnspartnere og besøger kunder, rådgivere og bygherrer i hele landet i samarbejde med vores eksisterende videnspartnerteam. Vi vil gerne gøre kunderne endnu mere opmærksomme på, hvor relevant og bæredygtigt træ er som materiale til tidens byggeri og arkitektur, siger Morten Bak.

30 års erfaring med byggeri
Tilsammen har de to nye konsulenter mere end 30 års erfaring inden for byggebranchen. Samtidig er de begge vant til at formidle viden om byggematerialer til entreprenører, arkitekter og bygherrer.

Bo Toftager har de seneste 5 ½ år arbejdet som projektkonsulent hos materialeproducenten Xella og forinden hos virksomheder som Rockwool og Wienerberger. I alt har han mere end 20 års erfaring fra byggebranchen med sig til Frøslev Træ.

- Jeg kender efterhånden byggebranchen ud og ind, og jeg ser meget frem til nu at prøve kræfter med at sælge træ til projektmarkedet, siger Bo Toftager.
Dennis Mortensen kommer fra en stilling som ekstern sælger hos Stark, hvor han har været i ti år. For ham er det særligt erfaringerne fra netop et byggemarked, som han kan tage med sig i jobbet hos træproducenten:

- Min tid hos Stark har givet mig en særlig indsigt i det marked, som jeg nu skal arbejde med fra den anden side af ’bordet’. Jeg glæder mig meget til min nye rolle og ikke mindst til at få et dybdegående kendskab til træ som byggemateriale, siger han.

Frøslev Træ søger desuden endnu en videnspartner/projektkonsulent, som også kommer til at arbejde med det jyske marked.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111