Genbruger ikke-anvendt beton i asfaltbærelag
Forsøgene viser, at tilsætning af 15 pct. knust overskudsbeton i asfalt til bærelag ikke forringer asfaltens holdbarhed eller materialeegenskaber. (PR-foto)
Forsøgene afdækker overskudsbetonens egnethed i asfalt, og peger på, at tilsætning af 15 pct. knust overskudsbeton i asfalt til bærelag ikke forringer asfaltens holdbarhed eller materialeegenskaber. Samtidig bliver behovet for nye råstoffer reduceret, og vi undgår, at overskudsbetonen ender som fyld eller på deponi, lyder det fra NCC Industry.
Frisk overskudsbeton
For at eliminere risikoen for, at den knuste beton indeholder skadelige stoffer som PCB, der kan findes i beton fra nedbrydning af gamle bygninger, anvendes der udelukkende knust overskudsbeton – altså frisk beton, som aldrig har været brugt.
Forsøgene med overskudsbeton er udført på en af NCC’s asfaltfabrikker. Materialet blev indledningsvis afprøvet på en mindre boligvej, som skulle reetableres efter opgravning af forsyningsledninger. Derudover blev der udlagt et fulddækkende asfaltbærelag ved en større byggemodningsopgave. I begge tilfælde viste asfaltbelægningerne at være af samme kvalitet og styrke som tilsvarende asfalt uden genbrugsbeton.
– Vi er meget tilfredse med resultaterne. Det er jo et ønske scenarie, når vores idéer bliver en realitet, og når vi så samtidig kan medvirke til at fremme den bæredygtig udvikling på vejområdet, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, produktchef i NCC Industry A/S, Asfalt.
LÆS OGSÅ: Sort vejguld kan genanvendes endnu bedre