23948sdkhjf

Giv bundlinjen et løft, mester !

Selvom op imod hver tredje bygge- og anlægsvirksomhed godt kunne tænke sig bedre it-værktøjer, så er kurven knækket efter fire års uafbrudte stigninger i it-investeringerne. Det viser Dansk Byggeris seneste it-analyse.
Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen ærgrer sig over de faldende investeringer:
– Det er bekymrende at se, at udviklingen går den forkerte vej. Vi skal have flere til målrettet at investere i it, først og fremmest fordi det letter dagligdagen, øger produktiviteten og mindsker omkostningerne til gavn for hele virksomheden. I dag er it-værktøjer nødvendige, hvis man skal klare sig i konkurrencen på længere sigt, understreger han.

Michael H. Nielsen er tovholder på en række tiltag i Dansk Byggeri, som skal være med til at synliggøre, at effektive it-værktøjer også kan løfte bundlinjen i virksomhederne.

It-messe med bygge-it
Blandt Dansk Byggeris initiativer er den årligt tilbagevendende it-messe med målrettet fokus på it-værktøj til byggeriet. Messen, som arrangeres i samarbejde med it-rådgivningsvirksomheden Basit, slår dørene op i dag på Teknologisk Institut i Taastrup og gentages i morgen på Teknologisk Institut i Aarhus.
Her er der mulighed for, på et par timer, at få overblik over hvilke it-værktøjer, der kan lette hverdagen og gøre forretningen endnu bedre.

– Og det sker i øjenhøjde med fokus på it-værktøj som kan gøre en forskel stort set fra dag ét. Det handler ikke om, hvor meget it man kan slæbe hjem og implementere. Det handler om at få præcis det, der er behov for, og som kan løfte virksomheden, siger Michael H. Nielsen.
Det er ottende gang it-messen afholdes. Og konceptet er det samme som de foregående år: På ét sted at give de besøgende overblik over, hvad effektive it-værktøjer kan betyde for konkurrenceevnen og indtjeningen.
– Og det er da bestemt værd at tage med i en tid, hvor der er vanvittigt travlt, men hvor kampen om opgaverne også er ubarmhjertig hård, siger Michael H. Nielsen og tilføjer, at messen både er for de håndværks- og entreprenørvirksomheder, som endnu ikke er gået i gang med at bruge it-værktøjer, og for de virksomheder, som skal have fornyet eller suppleret it-værktøjerne i værktøjskassen.

Markedet flytter sig
Adm. direktør Martin Profit Jakobsen fra it-rådgivningsvirksomheden Basit, som har specialiseret sig i rådgivning til virksomheder i byggeriet, siger til Licitationen–Byggeriets Dagblad, at markedet hele tiden flytter sig.
– Det er vigtigt at holde sig skarp og vide, hvad der foregår på markedet. Og det er netop udgangspunktet for messen, som også en en platform for god og åben dialog mellem håndværkerne og it-leverandørerne.
– Gennem forskellige korte oplæg kan de besøgende på messen få information om nye produkter og generelle erfaringer med it i bygge- og anlægsbranchen. På standene kan de besøgende tage en snak med de enkelte it-leverandører og afprøve deres løsninger, siger han.

Op i mod 600 forventes at besøge Dansk Byggeris it-messe i løbet af i dag og i morgen.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109