23948sdkhjf

Anlægsgartner kører på batterierne

Batteridrevne maskiner giver bedre økonomi og er gode for miljøet
Det ligner win-win-win og måske endnu mere win for anlægsgartnerfirmaet OKNygaard, som er med helt i front blandt landets grønne aktører. For et år siden skiftede koncernen stort set alle håndholdte maskiner ud i afdelingerne i Vejle, Kolding og Kruså. Nu dokumenterer en undersøgelse, at den elektriske satsning er en ubetinget succes. Bedre økonomi – tjek. Bedre miljø med mindre CO2 – tjek. Tilfredse medarbejdere med bedre helbred – tjek.

Hvor det overhovedet var muligt at finde batteridrevne alternativer, blev hele flåden af håndholdte maskiner skrottet på én gang i begyndelsen af 2018. Et tæt samarbejde med Husqvarna og maskinforretningen Vemas sendte 101 funklende nye Husqvarna-maskiner ud i de tre sydjyske OKNygaard-afdelinger. Med fulgte Husqvarnas Fleet Service til styring af såvel de nye maskiner som af andet materiel.

2,6 tons mindre CO2
- Efter det første år, hvor batteridriften har været rullet ud i fuld skala i Vejle, Kolding og Kruså kan vi konstatere, at vi har udledt 2,6 tons mindre CO2, end vi ville have gjort ved det samme arbejde uden el-maskiner. Det er miljøet helt sikkert godt tilfreds med. De nye maskiner har brugt nul brændstof, og vi får lavere driftsomkostninger, fordi batterimaskinerne ikke har sliddele. Ikke mindst er tilbagemeldingerne fra vores medarbejdere positive. Eldrevne maskiner er lettere, der er ingen benzindampe, og de er stort set vibrationsfri, fortæller afdelingschef Erik Larsen hos OKNygaard.

- I starten var en del af vores medarbejdere skeptiske med hensyn til batterimaskinernes kapacitet i forhold til benzindrevne. Fordelene har imidlertid vist sig klart større end ulemperne. Brugerundersøgelsen blandt medarbejderne viser da også, at stemningen er skiftet fra skeptisk til positiv. En af de umiddelbart eneste anker er, at konverterne i bilerne ikke kan generere strøm nok til tre medarbejdere, der klipper hæk en hel dag. Det løser vi nu med backup fra en powerbank, som kan levere cirka 40 opladninger af batterierne, fortæller Jesper Andreasen, der er materielansvarlig hos OKNygaard i Vejle.

Kunderne hører os ikke
Også kunderne er blevet spurgt i den opfølgende undersøgelse.

- En del kunder har bemærket, at vi har klippet hæk tidligt om morgen uden støj. Men generelt har vi nok ikke været gode nok at fortælle vores kunder om overgangen til batterier. Det er lidt paradoksalt, at kunderne ikke har hørt nok til, at de ikke har hørt os, siger afdelingschef Erik Larsen.

- Flere og flere kommuner og erhvervskunder øger fokus på grøn drift og efterspørger miljørigtige maskiner i deres udbud. Ikke mindst kommunerne stiller i stadig højere grad krav om, at vi bruger el-værktøj og el-biler. Det er en tendens, som vi vil møde med yderligere investeringer og fokus på batteriløsninger til driften. Vi har jo allerede taget hul på at gøre fremtiden emissionsfri og lydløs. Dermed har vi sikret os en førerposition i branchen, som vi naturligvis agter at bevare og udbygge, siger Erik Larsen.

Husqvarnas Fleet Service er ensbetydende med, at alt udstyr nu er forsynet med sensorer, som løbende opsamler data, som så kan behandles af OKNygaards fleetmanager, Klavs Thorsø Nielsen.

- Det betyder, at vi helt præcist kan se, om de forskellige ruter har det materiel, der skal bruges. Vi kan lave en nøje udskiftningsplan for maskiner, der kører meget. Tidligere er maskiner udskiftet, uden at der reelt har været behov for det. Nu véd vi, hvor mange timer, hver enkelt maskine har været i anvendelse, og vi kan fokusere mere på service på maskinerne, forklarer Klavs Thorsø Nielsen.

Ingen forsvundne maskiner
Fleet Service-flådestyringen har også resulteret i, at der i 2018 ikke forsvandt en eneste maskine.

- Tidligere er der altid forsvundet maskiner i større eller mindre omfang. Med Fleet Service fandt vi via GPS-signal en hækkeklipper, der ved en fejl var røget med i en stor affaldsbunke, siger Klavs Thorsø Nielsen.
Ved hjælp af Fleet Service har Klavs Thorsø Nielsen blandt andet konstateret, at 47 procent af maskinerne er brugt mindre end 10 timer. Dem er er naturligvis ikke grund til at overveje udskiftning af foreløbig.
OKNygaards arbejdsmiljøkoordinator, Martin William Olesen, glæder sig mere over, at folkene i marken er kommet til at køre bedre med det batteridrevne grej.

- Alene en detalje som, at der ikke skal trækkes i en startsnor til en benzindrevet maskine adskillige gang i løbet af en dag, er en klar fordel. Tidligere klagede medarbejdere med hækkeklippere over hovedpine på grund af benzindampe, selv om vi naturligvis brugte miljøbenzin. Nu har el-klipperne fjernet både benzin og hovedpine, siger arbejdsmiljøkoordinatoren.

- ”Samtidig er vibrationerne stort set væk. Netop vibrationerne fra benzinmotorerne sammen med vægten betød tidligere, at medarbejderne kun kunne arbejde med maskinerne kort tid ad gangen. De batteridrevne maskiner er tæt på vibrationsfri, og så vejer de generelt et halvt kilo mindre end tilsvarende benzindrevne, foruden vægten af brændstoffet, fortæller Martin William Olesen.

Batterierne tog Lones smerter
Anlægsgartner Lone Jensen er eksponent for den måske mest positive side af skiftet til batterimaskiner: Et langt bedre arbejdsmiljø.

- Vægtmæssigt er der stor forskel på de nye batterimaskiner og de gamle benzindrevne. Jeg har tidligere arbejdet i 20 år for en kommune og blev opereret i min ene hånd to gange på grund af rystelser fra en buskrydder. Når jeg brugte en benzin-hækkeklipper hos OKNygaard, begyndte min arm at ryste efter et kvarters arbejde. Det er fortid nu. Jeg får ikke smerter som tidligere, fortæller Lone Jensen.

- Jeg fik høreapparat for nogle år siden. Men det kan man ikke bruge samtidig med, at man også bruger høreværn, fordi benzin-maskinerne larmer. Nu bruger jeg en lettere hækkeklipper på batterier, som ikke larmer. Det betyder, at jeg ikke længere behøver høreværnet. Det hele er faktisk som at blive født på ny, siger anlægsgartneren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.941