23948sdkhjf

Vinduesproducent investerer i ny teknologi for at sikre dansk produktion

KPK Døre og Vinduer i Nykøbing Mors har netop investeret i et helt nyt CML Helios bearbejdningsanlæg, der skal lette håndteringen, effektivisere og udvide kapaciteten i produktionen. 

Samtidig er det nye bearbejdningsanlæg en måde at sikre, at produktionen også fremover kan foregå på dansk jord.

Anlægget kommer nemlig til at effektivisere processer, som førhen var manuelle. Det er med til at fremtidssikre virksomheden.

- Vi arbejder hele tiden på at optimere og opretholde dansk produktion og danske arbejdspladser, og her er det nye bearbejdningsanlæg med til fortsat at positionere os som en moderne virksomhed, der følger med den teknologiske udvikling, forklarer produktionschef hos KPK Døre og Vinduer, Jacob Berg Nielsen i en pressemeddelelse.

Flere maskiner i én
Det nye anlæg tapper og profilerer råtræ, som bliver til færdigbearbejdede komponenter, der kan bruges til vinduer og døre. Det har øget effektiviteten i produktionen.

- Inden vi fik det nye bearbejdningsanlæg, blev træet nemlig flyttet rundt mellem forskellige maskiner, men fremadrettet kommer vi til at kunne håndtere flere opgaver med én maskine. Anlægget bevirker således, at vi får færre berøringer med træet og udvider kapaciteten i vores produktion, siger Jacob Berg Nielsen.

Det nye anlæg er en CNC-maskine med specialdesignede clamps, som er med til at mindske vibrationer og dermed sikre en korrekt bearbejdet overflade.

Modellen er CML Helios 3453, som produceres af den italienske leverandør Working Progress. Anlægget er allerede blevet installeret og er i øjeblikket i fuld gang med at blive indkørt. Det forventes at være fuldt funktionsdygtigt i slutningen af februar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143